Muren mellem gode og onde

Kristendommen var med til at slå sprækker i Berlinmuren

For 50 år siden blev en mur bygget i Berlin for at sætte en stopper for den strøm af uddannede mennesker, der flygtede fra det kommunistiske DDR. Dermed strammede staten igen grebet om borgerne.

Ledelsen i det kommunistiske land havde den moralforståelse, at den grundlæggende ondskab hørte til i det kapitalistiske samfund. Selvforståelsen var, at DDR-spidsen altid havde retten på sin side i kampen mod de fascistiske kræfter, også når man byggede en mur omkring sin egen befolkning.

LÆS OGSÅ:  Muren der delte verden

Muren er siden blevet et symbol på den moralske skråsikkerhed, som ikke kan rumme egne fejl. Og denne sikkerhed forsvandt ikke i oktober 1989, da lykkelige europæere omfavnede hinanden i glæde over, at muren blev smadret under de fredelige revolutioner i Østeuropa.

I sejrsrusen mente mange, at det åbne samfund havde vundet definitivt, men de tog fejl. Den moralske sikkerhed, der ikke kan rumme egne fejl, er den dag i dag grundlaget for diktaturer i Kina, Nordkorea, Iran, Sudan og mange andre steder, hvor en religion eller en ideologi leverer ufejlbarlige svar på politiske spørgsmål.

Det bedste værn imod den moralske sikkerhed, der altid ender med at blande det nyttige og det egennyttige, er den tvivl og kritiske offentlighed, som den vestlige kultur har udviklet igennem århundreder.

Derfor bør vi sætte pris på den forståelse for egen fejlbarlighed, som gør, at vi i de demokratiske lande baserer vores samfund på, at alle uden undtagelse kan blive korrumperet af magt. Demokratiet er nemlig den bedste måde at kontrollere den magtsyge hersker, også selvom denne styreform har masser af skavanker.

Trods mange fejltrin i kirkens historie har demokratiet siden USAs uafhængighedserklæring i 1776 virket godt sammen med den kristendom, der lærte europæerne, at ethvert menneske vil træde ved siden af, når fristelsen bliver stor nok.

Syndsforståelsen i kristendommen har nemlig givet det vestlige menneske forståelse for, at vi ikke gør det gode, vi vil, men i stedet kommer til at gøre det onde, vi ikke vil. Dette kan det kinesiske politbureaumedlem eller den islamistiske teokrat ikke forventes at forstå.

Derfor får det en symbolsk betydning, at kirkerne i DDR og Polen blev samlingspunkter for modstanden imod de murbyggere, der følte sig hinsides fejl og moralske svagheder. Også i dag står kristendommen som en overvåget fjende i mange af nutidens største diktaturer. Demokratiet kan således være taknemmeligt for kristendommens realistiske menneskesyn, der er som en gær, der arbejder i enhver moralsk sikkerhedsmur.

AEM