Myten om flygtningestrømmen

Mere end halvdelen af alle asylsøgere til EU er ikke flygtninge

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør påŒ Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør påŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Det har ikke vakt nok behørig opsigt herhjemme, at den hollandske EU-kommissær Frans Timmermans forleden fortalte, at mere end halvdelen af de udlændinge, der er kommet til Europa i det forgangne år, slet ikke er flygtninge. De er økonomiske migranter på jagt efter et bedre liv.

De kommer fra Tunesien, Marokko og mange andre lande, hvor de ikke kan siges at være forfulgt. Timmermans tal stammer fra en endnu ikke offentliggjort statistik fra EU's agentur for grænsekontrol, Frontex. Den viser, at 60 procent af de nytilkomne ikke kan kvalificere sig som flygtninge. En talsmand for FN's Flygtningehøjkommissariat betvivlede i går her i avisen tallet.

Men hvis forholdene i Sverige kan bruges som målestok, er det nok alligevel ikke helt forkert. Den svenske indenrigsminister gjorde forleden rede for, at op mod halvdelen af de 160.000 udlændinge, der kom til Sverige sidste år, skal sendes hjem igen. De er nemlig ikke flygtninge, men økonomiske migranter.

De nye oplysninger understreger endnu en gang, at det internationale system til at regulere flygtningestrømmen ikke fungerer. Sverige overvejer at hyre charterfly til den store masseudvisning, som skal finde sted hen over det kommende år, for så lang tid tager det at afvise ansøgningerne.

Men de svenske myndigheder frygter også, at en stor del af de mange udviste vil gå under jorden og opholde sig illegalt i landet. Ydermere kan det være svært at få hjemlandene til at acceptere at tage imod de mange økonomiske migranter - en erfaring, som også Danmark har gjort sig.

Lægger man dertil det økonomiske aspekt af sagen, viser det alt om de kolossale udfordringer, som migrationsbølgen stiller Danmark og de øvrige europæiske samfund overfor. På et samråd i Folketinget fortalte finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i denne uge, at udgiften til asyl og integration af dem, der rent faktisk er flygtninge, vil vokse fra tre milliarder kroner i 2013 til forventet 11 milliarder kroner i år.

Dertil kommer udgifterne til de mange, som ikke opnår asyl, fordi de er økonomiske migranter, der prøver lykken i Europa. De koster også penge, fordi de har ret til skattebetalt kost og logi, prøvelse af deres asylsag og hjemrejse på Danmarks regning.

Europa må se fordomsfrit på de internationale aftaler og konventioner, der fastlægger regler for behandling af migranter og flygtninge.

Det er vigtigt, at reelle flygtninge får hjælp, men det er lige så vigtigt, at økonomiske migranter uden behov for beskyttelse ikke tager pladsen for dem, der har behov. Sådan er det ikke i dag. Systemet gør det uhyre vanskeligt og bekosteligt at håndtere de mange mennesker, der ikke er flygtninge og aldrig burde være kommet hertil. Det må ændres.