I sin kommende musikhandlingsplan vil kulturminister Marianne Jelved (R) sikre, at der kommer flere kvindelige ledere på de danske spillesteder. Spillestederne skal også registrere, hvor mange mænd og kvinder, der optræder på scenerne i årets løb.
Til TV 2 siger ministeren: ”Derfor forestiller jeg mig, at man beder spillestederne lave en beretning, hvor de redegør for, hvad har de gjort for at få kvindelige musikere ind og spille på spillestederne, og hvad har de gjort for at få kvinder ind i ledelsen på spillestederne.”
Udmeldingen vækker mærkeligt nok ikke debat i musikbranchen, der vel er anti-autoritær og hylder individualisme og fri udfoldelse. Hvorfor skal staten blande sig i, hvor mange kvinder og mænd der står på landets scener? Det handler vel om at præsentere den bedste musik?
Men nej, branchen støtter ministerens tiltag. Formand for Dansk Musiker Forbund (DMF), Anders Laursen, siger således til dagbladet Politiken: ”Vi er ikke norske kvotister, ej heller er vi moralister, der løfter pegefingeren, men vi støtter, at kvinder i både rockbands og inden for jazzen får bedre muligheder for eller stimuleres til at være med.”
Ingen kan være uenig i, at alle borgere, både kvinder og mænd, skal stimuleres til at synge, spille og udfolde sig på både scener og i bestyrelser. Men Jelveds forslag er trods formandens mening netop moraliserende kvotetænkning. Hvordan får man bedre musik ud af at arbejde for, at kønsfordelingen i ledelserne og på scenerne i højere grad afspejler befolkningssammensætningen?
Og hvornår er nok nok? Ministeren har ikke sagt, at der skal være lige mange mænd og kvinder på landets scener. Men når hun ikke vil opstille et succeskriterium, men bare henvise til, at der nu er en skævvridning, skylder hun at melde ud, hvornår succesen er i hus.
Hvis nu ministerens tiltag bundede i konkrete erfaringer med diskrimination i musikbranchen, ville sagen stille sig anderledes. Så kunne man hævde, at politikerne var blevet opmærksomme på et håndgribeligt problem og en urimelig forskelsbehandling af borgerne. Men der er så vidt vides ingen i branchen, der føler sig forulempede.
Derfor er der heller ingen grund til et politisk indgreb med den mulige konsekvens, at køn fremfor kvalitet bliver bestemmende i musiklivet. Og mon ikke ledelserne af landets spillesteder er tilpas myndige mennesker, så de allerede nu sammensætter deres musikprogrammer efter kvalitet, variation i udtrykket, stedets profil, udbuddet af musikere og meget andet? Kriterier, der ud fra en kunstnerisk og kommerciel betragtning er langt vigtigere, end om bassisten er mand eller kvinde.mbh