For ikke så mange år siden udkom det amerikanske nyhedsmagasin Time med sin årlige kåring af årets vigtigste person.
Hvor det tidligere havde været nobelprismodtagere, paver eller præsidenter, der blev kåret, var der nu på magasinets forside trykt et spejl. Årets person, proklamerede Time, er dig! Dig og og alle de andre derude, der med den nye teknologi har taget kontrol over medieverdenen.
Det var i 2007, men udviklingen er kun blevet forstærket siden. Alle har i internettets og Facebooks tidsalder fået en platform, hvorpå de kan udstille sig og blive set. Nogle forskere har betegnet fænomenet som nynarcissisme, og den sygelige selvglæde tager bestandigt nye former og får nye konsekvenser.
Ikke mindst den selviscenesættelse, som finder sted på sociale medier, hvor man kan skabe et redigeret spejlbillede af sig selv og gøre sig lækker og interessant, har givet grundlag for et forstærket skønhedsideal. Det perfekte udseende er kommet i højsædet, og selv helt unge piger får nu kosmetiske indsprøjtninger for at komme til at se bedre ud. De vil være en friskere udgave af sig selv, som det formuleres i dagens avis.
Det er selvsagt problematisk, at unges usikkerhed og naturlige stræben efter anerkendelse driver dem helt der ud, hvor de søger anerkendelsen ved at ændre deres udseende med indsprøjtninger.
LÆS OGSÅ: Unge får kosmetiske indsprøjtninger
Det er ikke nyt, at mennesker ændrer deres udseende eller får operationer for at blive smukkere. Det nye er, at skønheden i så høj grad er blevet bærende ideal, at selvdyrkelsen hos unge kan antage sygelige former. Trangen til at blive set er taget til med de nye medier, og for mange unge er det største, de kan opnå, at blive kendt og helst for deres smukke udseende.
Der kan siges meget godt om de sociale medier, men deres bagside er, at de avler en kultur, hvor der vindes anerkendelse ved at iscenesætte sig selv med en bestemt livsstil og et bestemt forbrug. Nogle forskere har peget på, at de mange overfladiske venner, man har på Facebook og andre sociale medier, til dels erstatter de nære fysiske venskaber. Noget tyder på, at manglen på nære relationer giver narcissismen grobund. Man skal arbejde hårdt på anerkendelsen.
Udviklingen er formentlig også en følge af den meningsløshed, der er fulgt med moderniteten. Hvis tilværelsen ikke har nogen iboende mening, som man kan søge, er det eneste, der for alvor tæller, anerkendelsen fra andre. Den nye narcissime kan med rette ses som en af de mange følger af det traditions- og meningstab, der præger tiden.