Nationalscenen som kampplads

Der er andet i kulturlivet end besparelser

Michael Bach Henriksen
Michael Bach Henriksen. Foto: Leif Tuxen.

Det lyder dramatisk, at en hel bestyrelse afskediges fra den ene dag til den anden, som det skete i går, da kulturminister Bertel Haarder (V) afsatte bestyrelsen for Det Kongelige Teater og formanden, Stine Bosse.

Der var da også løftede øjenbryn i kulturlivet over den voldsomme udskiftning, der bringer tidligere chefredaktør Lisbeth Knudsen i den varme stol som formand for den økonomisk trængte nationalscene.

Fra kulturordførere fra begge fløje lød det, at Haarder burde have beholdt et par medlemmer for at sikre kontinuitet i bestyrelsesarbejdet. Men eftersom Haarders forgænger fra den modsatte side af det politiske spektrum, Uffe Elbæk, også udskiftede hele bestyrelsen med ét slag og satte et hold, der har opnået flere resultater, er der intet, der taler for, at en bestyrelse med nye medlemmer på samtlige pladser ikke kan udrette noget fornuftigt - kontinuitet eller ej.

Sandheden er da også, at det mest bemærkelsesværdige ved gårsdagens udskiftning er, at Bertel Haarder ikke vælger en mere offensiv værdipolitisk strategi. At indsætte Lisbeth Knudsen, der hverken er kendt for stor kulturinteresse eller for markante politiske synspunkter, kan selv ikke med den største konspiratoriske ildhu udlægges som et snedigt haarder'sk indspark i værdidebatten.

Set fra borgerlig side må valget da også skuffe en anelse. Eftersom råderummet for en kulturminister ofte er ret lille, fordi armslængdeprincipper, brede forlig og båndlagte midler sjældent giver mulighed for de store ideologiske markeringer og reelle ændringer i kulturlivet, havde en markant borgerlig og kulturel profil som ny bestyrelsesformand sendt et vigtigt politisk signal.

Nu valgte ministeren mere pragmatisk en bestyrelse, der med teaterekspert Jørn Langsteds ord i dagens avis primært skal sikre ro om de meget omtalte besparelser på nationalscenen. Ikke meget værdikamp der.

Værdikamp eller ej viser gårsdagens udskiftning dog, at Det Kongelige Teater fortsat er en om ikke værdipolitisk så dog politisk vigtig kampplads, hvor skiftende ministre og regeringer har behov for at markere sig. Fint, at nationalscenen fortsat har denne store symbolske betydning.

Men hvis den nye bestyrelses primære opgave bliver at sikre gennemførelsen af de besparelser, der er pålagt alle offentlige institutioner, efterlader det et indtryk af en regering, der tænker mere på finansielle end åndelige værdier.

Mere interessant var det, om man brugte kulturpolitikken til ikke blot at få budgetter til at balancere, men også til at nære en værdi- og dannelsesdebat.