Det var vise ord, den tyske forfatter Heinrich Heine nedfældede i manuskriptet til et skuespil, da han i 1821 profetisk skrev, at ”der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker”. Godt et århundrede senere kom hans og mange andres bøger på bålet, da nazisterne i 1933 indledte en kampagne med bogafbrænding. Jødiske og såkaldt antityske skrifter gik op i røg i nazisternes bestræbelse på at skabe en ren kultur. Minister for propaganda Joseph Goebbels proklamerede under den første bogafbrænding den 10. maj, at ”det gamle ligger i flammerne, det nye vil stige op af flammerne i vore egne hjerter”. Derefter begyndte nazisternes jødeforfølgelser.
Diktatorer har op igennem historien brændt bøger og biblioteker. Man kender til bogafbrændinger i det kinesiske rige for mere end 2000 år siden. Der blev brændt bøger af kontroversielle filosoffer i oldtidens Grækenland. Kirken brændte flittigt kætterske skrifter i middelalderen. Heines profetiske ord angik netop den spanske inkvisition, der begyndte i slutningen af 1400-tallet, hvor ikke bare Koranen blev brændt på bålet, men også kristne kættere. Og Martin Luthers oversættelse af Bibelen endte efter paveligt dekret også i flammerne. I nyere tid har muslimer brændt Salman Rushdies roman ”De sataniske vers”, og for få dage siden brændte terrorister fra Islamisk Stat anslået 10.000 bøger og manuskripter fra biblioteket i den irakiske storby Mosul.
Bogafbrændinger har ikke mindst i gammel tid været brugt til at udrydde de tanker, bøgerne rummede, mens den nyere tids bogafbrændinger har haft særlig symbolsk betydning som hån af dem, der tillagde bøgernes indhold en særlig værdi. Et eksempel er den afsporede amerikanske præst Terry Jones, der for knap fem år siden ville brænde en stak koraner for at vise sin foragt for islam og muslimer.
Set i det historiske perspektiv var det særligt interessant, da regeringen for en uge siden offentliggjorde Straffelovrådets omfattende rapport og analyse af straffelovens paragraf om blasfemi. Regeringen meldte ved samme lejlighed, at den ikke vil ophæve blasfemiparagraffen. For godt nok indskrænker den omdiskuterede paragraf ikke debatten eller kritikken af religion, men den kan bruges til at straffe skænding af Bibelen, Koranen eller andre helligtekster. Hvis nogle provokatører prøver at urinere på Bibelen eller Koranen eller brænde bøgerne af, kan paragraffen bruges til at straffe dem. Ikke fordi de har krænket Gud, men fordi de har krænket nogle menneskers religiøse følelser i et sådant omfang, at det kan være en trussel for den offentlige orden.
Det fik Dansk Folkepartis Peter Skaarup på banen, og han latterliggjorde straks regeringens argument. Teologen Katrine Winkel Holm fulgte her i avisen op og fastslog, at regeringens beslutning alene var et hensyn til islamisterne, ”der har noget imod, at man brænder bøger af. Det forhold til bogafbrænding har man på ingen måde i kristendommen”, mente hun at vide og fastslog, at der overhovedet ikke er et problem med bogafbrændinger.
Det synspunkt kan ikke hente moralsk støtte i historien. Tværtimod. Bogafbrændinger rummer en stærk og ubehagelig symbolik, som ikke bare har med religion at gøre. Bog-afbrændinger har op gennem historien udtrykt intolerance og hån, der også har kostet menneskeliv, sådan som Heinrich Heine skrev.
Derfor er det godt, at blasfemiparagraffen fortsat er der og kan bruges her. At brænde Koranen, Bibelen eller andre helligtekster er ikke en ytring, der skal forsvares. Det er derimod en foragtelig hån, der altid har haft til hensigt at skade andre og indskrænke deres ytringsfrihed, og derfor kun fortjener at være forbudt. bjer