Det er tankevækkende, at mange af de historier, der har været bragt i medierne i forbindelse med konflikten på skoleområdet, handler om, hvor mange pasningsproblemer, danske forældre nu står med, mens lærerne er lockoutede. Langt færre har bekymret sig om de undervisningstimer, børnene mister. Det har givet indtryk af en skole, der er til for forældrenes og lærernes skyld snarere end børnenes.
Men det er naturligvis helt forkert. Danske børn bør gå i skole for at lære færdigheder og forberede sig til et voksenliv, hvor de helst skal være så fagligt godt rustede, at de kan vælge den vej i livet, deres evner og interesser rækker til. Det siges, at vi lever i et videnssamfund, men som det kom frem for nylig, får danske børn 1300 færre skoletimer eller næsten halvandet års skolegang over et helt skoleliv end i 1960. Det er der ikke meget videnssamfund i, og der er derfor al mulig grund til, at en folkeskolereform trænger sig på på den anden side af den nuværende konflikt.
LÆS OGSÅ: Danske skolebørn har mistet 1300 undervisningstimer
Men det er ikke en heldagsskole, der er svaret på de udfordringer, skolen står med. Der er bestemt behov for at hæve det faglige niveau, hvilket utallige internationale test efterhånden har dokumenteret. Dermed kan man også sikre, at langt flere end i dag går ud af skolen med basale læse- og regnefærdigheder. Den dyre danske folkeskole har fejlet eklatant, når det gælder om at bryde den sociale arv. Der er derfor god grund til at øge fagligheden. Regeringen har foreslået, at børnene får en længere skoledag, og at de yngste skal gå i skole til klokken 14 og de ældste til 15.30. At kalde en skoledag til klokken 14 for en heldagsskole er nok at tage munden for fuld, men for de ældstes vedkommende kan man godt diskutere, om en 37-timers skoleuge er for lang og så overveje at stoppe skoledagen lidt tidligere, som Venstre har foreslået.
En heldagsskole, som Socialdemokraterne i mange år har drømt om, er ikke ønskværdig. Den støtte og lektiehjælp, som nogle børn fra ressourcesvage hjem har brug for, er det omsonst at gøre til en medicin for alle. Dertil kommer, at mange skoler ikke er bygningsmæssigt egnede til at tilbringe lange dage med såkaldte aktivitetstimer i.
I dag er fritidsordninger og klubber frivillige. Mange benytter dem, men det er op til forældrene, om det er noget for deres barn. Man har så at sige et valg. Og det skal bevares. Om barnet skal gå til klaver, ridning eller fodbold må være op til den enkelte familie at afgøre og er ikke noget, der skal foregå i skoletiden. Fritiden er børnenes og familiernes, og sådan bør det vedblive at være i et land, hvor børn allerede er institutionaliserede rigeligt.