Nej til Tyrkiets krav om indrømmelser

Forkasteligt at gå med på Tyrkiets ønsker i EU-forhandlinger

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Et gennembrud. Sådan kaldte EU-præsident Donald Tusk det udspil, som Tyrkiet i mandags lagde på bordet i forhandlingerne mellem europæere og tyrkere. De to parter prøver at finde en løsning på den krise, der har sendt over en million flygtninge og indvandrere ind i EU det seneste år.

Men der er ingen grund til at lade sig imponere af tyrkernes forslag. Og helt grundlæggende er det uheldigt at indgå en så vigtig aftale, bare få dage efter den tyrkiske stat har beslaglagt et kritisk dagblad og demonstreret, hvor langt landet er fra at være et demokrati i europæisk forstand. Det ligner en accept af antidemokratisk magtudøvelse blot for at opnå mindre tyrkiske indrømmelser.

Og indrømmelserne er mindre. Tyrkiet tilbyder at ”tilbagetage alle nye irregulære migranter”, der kommer fra Tyrkiet til de græske øer. Det vil sige, at man vil tage imod ulovlige indvandrere, men for hver tilbagesendt skal EU til gengæld modtage en person, der efter internationale konventioner har ret til asyl. Med al sandsynlighed vil det ikke stoppe presset på Europa, men bare ændre karakteren af indvandringen.

Til gengæld skal EU fremskynde arbejdet med at ”ophæve visumpligten for tyrkiske statsborgere”, senest ved udgangen af juni 2016. Tyrkiet kræver desuden en fordobling af de omkring 22 milliarder kroner til støtte for arbejdet med de mange flygtninge, landet huser.

Forslaget vil næppe hindre de mure, der skyder frem mellem Europas lande, men snarere skabe flere. De aftaler, EU overvejer at indgå, har ingen demokratisk legitimitet blandt europæiske vælgere. I virkeligheden undergraver man snarere tilliden til, at EU repræsenterer mange europæeres bekymringer over den uansvarlige indvandring i Europa.

Tysklands kansler, Angela Merkel, går forrest i forhandlingerne, men repræsenterer netop ikke europæernes holdninger på dette punkt. Det er dybt problematisk, at så megen indflydelse er samlet hos en statsleder, som er ude af trit med Europas befolkning og efterhånden står alene med en moralforståelse, der længe har hævet sig over de politiske realiteter.

Ifølge den tyske filosof Peter Sloterdijk kan Europa se frem til, at en milliard mennesker det næste århundrede ønsker at udvandre fra verdens fattige lande til de rige. Hvis hans vurdering er bare halvvejs rigtig, må man bekymres over, at Europas ledere overhovedet overvejer så kortsigtede aftaler som den, Tyrkiet har lagt op til. En sådan løsning ville skabe flere problemer, end den ville løse.

Forhandlingerne afspejler mest et rådvildt og handlingslammet EU, der ikke er i nærheden af at komme med et seriøst svar på kontinentets største udfordring i disse år.