Bibi, som israelerne kalder deres premierminister, Benjamin Netanyahu, har gjort det igen. Israel og verden vågnede onsdag morgen til den nyhed, at Netanyahu og hans konservative Likud-parti var blevet det israelske valgs store vinder med hele 30 mandater ud af Knessets 120 pladser.
Det kom som en kæmpe overraskelse for de fleste, fordi meningsmålingerne op til valget havde forudsagt, at oppositionen efter seks år med Netanyahu ved magten ville overtage styringen, fordi Netanyahu stort set har ignoreret alle de sociale problemer, som det israelske samfund kæmper med.
Men vælgerne i det eneste rigtige demokrati i Mellemøsten ville det anderledes, og den konservative israelske regeringsleder står nu til en fjerde regeringsperiode og kan derfor blive den længst siddende premierminister i Israels historie.
Grundene til Netanyahus nye valgsejr vil de kommende dage blive endevendt og gennemanalyseret af alverdens politiske kommentatorer, men Netanyahus valgkampagne med ensidigt fokus på Israels sikkerhed har haft sin klangbund i store dele af det israelske folk.
Befolkningen husker kun alt for godt de ubehagelige raketangreb ind i Israel fra Gaza og den efterfølgende brutale krig i netop Gaza, som Israel udførte for at få bugt med raketregnen. Så selvfølgelig spiller landets sikkerhed altid en rolle ved israelske valg.
Men Netanyahu har været i stand til at fremstille sig selv som den eneste politiker, der tog spørgsmålet om Israels sikkerhed alvorligt, mens oppositionen var naiv og tossegod, fordi den stadig troede på en fredelig løsning med palæstinenserne.
Netanyahus syn på konflikten, der i valgkampens sidste døgn fik ham til helt at udelukke en tostatsløsning med palæstinenserne, er især i Vesten blevet udlagt som et højreekstremt synspunkt, men er ved at blive et mainstream synspunkt i Israel.
Dermed er Netanyahus valgsejr et kæmpe slag i ansigtet på både amerikanerne og europæerne, der stadig ser en palæstinensisk stat ved siden af Israel som den eneste langtidsholdbare løsning. Sådan prioriterer Netanyahu tilsyneladende ikke, og det har efterladt mange af Israels venner skuffede. De er trætte af Netany-ahus støtte til bosætterne og hans manglende vilje til indrømmelser og fredsforhandlinger.
Det palæstinensiske spørgsmål kan ikke bare affejes som Israels kamp mod islamistisk terrorisme, selvom Hamas i Gaza gør det nemmere for Netanyahu og nu skygger for det legitime palæstinensiske krav om land.
Netanyahus politiske linje kan efterlade Israel mere isoleret end tidligere. At sætte det gode forhold til USA over styr, som Netanyahu er i gang med, kan blive dyrt for Israel. holm