2014 blev året, hvor ordet nødløgn fik sit store gennembrud. I maj kom det frem, at to embedsmænd havde talt usandt i den såkaldte Christiania-sag. Den ene af disse embedsmænd var Anne Kristine Axelsson, der i efteråret blev rykket fra et job som departementschef i Justitsministeriet til Kirkeministe-riet.
Senere frikendte tre dommere de to embedsmænd i en undersøgelse, som konkluderede, at der blot var tale om en nødløgn. I samme debat var der støtte til politiske nødløgne i særlige tilfælde fra forvaltningseksperter som professor Bent Greve og lektor Sten Bønsing.
Også sognepræst Per Ramsdal har taget ordet ind i varmen. Han siger, at det har været en ”nødløgn”, når han har talt med de sørgende ved en begravelse om et gensyn efter døden. For det troede han ikke selv på. I kølvandet på udtalelsen prøver offentligheden nu at forstå, om de moderniserende præster egentlig mener, hvad de siger fra prædikestolen. Mange danskere forsøger at oversætte deres uklare tale, men ender bare med en fornemmelse af, at der svares på noget andet, end der spørges om. Ligesom når politikerinterviews er værst.
Nødløgnens entré i den politiske, præstelige og professorale sfære er en konsekvens af lang tids slap omgang med begrebet sandhed i meget bred forstand. Den generelle relativisme har haft let spil. Vi taler anerkendende om, at dit verdensbillede kan være lige så godt som mit, og dine følelser lige så gode som mine. Vi vænner os til, at sandheden kan bøjes under vores behov, og virkeligheden omkring os ligeså.
Mange finder det naivt eller rent ud sagt latterligt at tale om sandheden i bestemt form. Det er begrædeligt. For dermed åbnes døren for at bøje sandheden i alle mulige sammenhænge. Der er hårdt brug for det modsatte. Offentligheden bør kunne forvente større troværdighed, ikke mindre, særligt fra personer med offentlige tillidshverv.
Den stuerene løgn rammer tilliden mellem mennesker bredt. Hvis løgn kan forventes af dommere og politikere, hvorfor skulle borgeren så ikke regne med det samme fra politifolk, apotekere og præster? Netop præster har at gøre med mennesker i sårbare situationer og burde ikke tage let på menneskers tillid. Det må være svært at være blevet trøstet af Per Ramsdal ved en begravelse for så at læse i avisen, at han ikke mente den trøst, han gav. Det, der er nødløgn for den ene, er en hjertesag for den anden. Den løgn er ikke hvid. Og den mest indlysende pointe ved nødløgn er præcis, at den ikke findes. En nødløgn taler man kun om, hvis man for længst har gjort det til en så indgroet vane at lyve, at løgn kommer i kategorier.
AEM