Leder: Den navnkundige britiske premierminister Winston Churchill hørte om nogen til en elite i det britiske samfund. Blandt hans mange prægnante sentenser er denne: ”Det bedste argument imod demokrati er en fem minutters samtale med den gennemsnitlige vælger.”
I går fik den gennemsnitlige britiske vælger så ordet, og det gav genlyd over hele verden. Havde Churchill levet i dag, ville han måske have sagt, at vælgerne tog fejl. Men det gjorde de ikke. Briternes nej til EU var et folkeligt oprør, som har rod i mindst to forhold.
For det første var det en protest mod den indvandring til Europa og Storbritannien, som EU ikke har evnet, villet eller ønsket at stoppe. Det er igennem indvandringen som prisme, at mange briter anskuer hverdagens problemer med nedslidte sygehuse, svigtende lægehjælp, arbejdsløshed, manglen på billige boliger og en offentlig sektor, der fungerer stadig dårligere.
Mange af disse vælgere bor i de dele af landet, der er ramt af stor arbejdsløshed og økonomisk tilbagegang. Truslen om at et nej til EU ville ramme deres økonomi, sådan som premierminister David Camerons vigtigste argument har lydt, er prellet af på de vælgere. Deres økonomi er allerede blevet ramt.
Den anden vigtige forklaring på briternes nej er en voksende modvilje mod det overnationale EU-system, der langsomt reducerer de enkelte medlemslandes indflydelse på egne forhold. Det dramatiske resultat af den britiske afstemning kommer efter det danske nej i december, og det hollandske nej i begyndelsen af dette år. Begge er blevet udlagt som et nej til mere EU.
Men den spirende folkelige protest mod EU-systemet går endnu længere tilbage. Både Frankrigs og Hollands befolkninger stemte i 2005 nej til EU’s forfatningstraktat, der gav Den Europæiske Union et stærkere skær af overnational union samtidig med, at værdigrundlaget for unionen blev defineret uden en henvisning til Europas kristne rødder.
Den massive debat i mange europæiske lande dengang var et forvarsel om, at der ned igennem de europæiske befolkninger findes en kløft, der breder sig. Den går på den ene side mellem en veluddannet, globaliseret elite, der hylder det multikulturelle samfund, arbejder på en svækkelse af nationalstaterne og måske tilmed ringeagter befolkningernes nationalfølelse, og på den anden side dem, der netop anser deres nationale tilhørsforhold – landet, historien, kristendommen, sproget, kulturen – for noget, der skal værnes om. Dem, der opfatter sig som briter, danskere eller hollændere, før de opfatter sig som europæere.
Den folkelige protest tager mange former, men finder sit udtryk i næsten alle europæiske lande.
Storbritannien står over for store problemer efter afstemningen, men det gør Den Europæiske Union også. Den folkelige protest mod indvandringen og nationalstatens opløsning kan udløse krav om nye folkeafstemninger i andre lande.
Det europæiske samarbejde er uomgængeligt. Herfra støttes det helhjertet. Men det vil bryde sammen, hvis EU ikke reformerer sig og reducerer sig.