Som borger her i landet må man have det lønlige håb til den nytiltrådte regering, at den rent faktisk får mulighed for og evner at regere. Det er der brug for, ligesom der er brug for at gøre op med den slidte politiske logik, der har hersket inden for Christians-borgs mure i alt for mange år. Politiske modstandere bliver her rituelt sat i et negativt lys, og den til enhver tid siddende regering undermineret.
For den borgerlige trekløverregering, der blev præsenteret for Dronningen i går, gælder ydermere, at den alene er blevet til, fordi partierne også var ved at slide hinanden op indbyrdes. Det er ikke nyt i dansk politik, at koalitioner har deres tid, og at partierne slider gensidigt på hinanden, men det nye er, at vælgerne i stigende grad forventer noget andet. Der hersker en træthed over det politiske spil og en modvilje over for den evige politiske strid. Det er på den baggrund, at den nye regering skal arbejde.
Trekløverregeringen er stærkere end alternativet, men ikke den stærkeste, Danmark har haft. Erfarne ministre er veget pladsen for uerfarne, og at regeringen er blevet til af nødvendighed ses også af ministerlisten.
Man må for den nye udenrigsminister Anders Samuelsens (LA) skyld håbe, at den prestigefulde ministerpost ikke vil svække ham på samme måde, som den svækkede to andre partiledere i samme situation, Lene Espersen (K) og Villy Søvndal (SF). Og man kan på samme vis ønske for De Konservative, at de ved at sætte sig på tre kerneministerier for partiet, justits-, erhvervs- og socialministerierne, kan undgå at blive straffet af vælgerne for at tage et politisk medansvar ved at gå i regering, sådan som det ofte er set før.
De mange nye navne på ministerlisten falder i øjnene, men mest af alt nok det, at Venstre-regeringens mest populære minister, Bertel Haarder, ikke fik en post. Han er dog blevet erstattet som kirke- og kulturminister af Liberal Alliances Mette Bock, der heldigvis har alle forudsætninger for at udfylde posten. Hun er rundet af samme folkelige, grundtvigske folkeoplysnings- og højskolekultur som Haarder. Hun kender dansk kirkeliv og slider selv på kirkebænkene i landets sognekirker om søndagen. Der kommer en sikker hånd på det folkekirkelige ror med hende som kirkeminister. Regeringen bebuder i sit grundlag, at den alene vil se på lovgivningen om menighedsråd, men Mette Bock vil uden tvivl have større ambitioner.
Hun har også alle forudsætninger for at blive en god minister for kulturlivet i al dets mangfoldighed og folkelighed. Sparekniven er også blevet svunget over det område, men selvom riget fattes penge, er der brug for en styrkelse. Regeringsgrundlaget formulerer opgaven præcist: ”Vi skal nære den kultur og kunst, som har skabt og vedvarende skaber Danmark, så vi bevarer vores kulturelle forankring.” Selv for en liberal politiker vil der være grænser for, hvor meget kulturlivet kan beskæres, men det er også spændende at følge, om der kan skabes initiativer, der nærer en folkelig kulturel vækkelse, uden at det kræver offentlige penge.
Venstres Ulla Tørnæs er vendt tilbage til det genoprettede Udviklingsministerium, hvilket forhåbentlig er et tegn på, at de vedvarende nedskæringer her stoppes, og at området får større opmærksomhed.
Men først og sidst er det en udfordring for regeringen at skabe flertal for sin politik. Dybest set er der ikke borgerligt flertal i Danmark, men der er heller ikke flertal for det modsatte. Herfra skal lyde en opfordring til bredt politisk samarbejde i Folketinget.