Ny nordisk børneopdragelse?

Nordisk Råd bør droppe plan om at lege med social ingeniørkunst

Børnehave børn i efterårshumør..
Børnehave børn i efterårshumør.. Foto: Sonja Iskov/ Denmark.

At Nordisk Råd er ude i en eksistenskrise, kunne ikke demonstreres tydeligere end med det forslag, som rådet lige nu overvejer i den gode hensigt at fremme ligestilling mellem kønnene. Problemet er rådets opfattelse af, hvad ligestilling mellem kønnene er, og hvordan denne skal fremmes. Det skal ske ved at tildele børnehaver og skoler et kvalitetsmærke, hvis de arbejder aktivt imod det, som rådet med en karakteristisk sprogbrug kalder stereotype kønsopfattelser.

Man vægrer sig ved at tro, at Nordens ellers fornuftige politikere er klar over, hvad et udvalg under deres råd her har sat sig for: at erstatte børn, der mener, at de er drenge eller piger, med et idealbarn, hvis køn er flydende, og som uagtet om det intetanende barn tropper op til første børnehavedag som dreng eller pige kan præges med en viden om, at dets forudopfattelse af eget køn er et ligestillingsfjendtligt produkt af kønsstereotyper.

LÆS OGSÅ: Nordisk Råd vil have børnehaver ligestillings-godkendt

Karikeret? Nej, fremstillingen er en loyal gengivelse af rådets hensigter med den foreslåede kvalitetsmærkede ligestilling. Men det er fristende nemt at gøre sig lystig over planen om at give børn og unge mulighed for at foretage reelle individuelle valg uden at blive påvirket af stereotype opfattelser af, hvordan piger og drenge skal være, som det lyder i formuleringen fra initiativtageren, den finske formand for Nordisk Råds medborger- og forbrugerudvalg, Satu Haapanen. Hun må tro, at børn fødes som antiseptiske cellestrukturer, som en værdineutral instans så, hvis den bare kommer hurtigt nok til petriskålen, kan redde fra at blive skadeligt påvirket af biologiske og kulturelle vilkår.

De færreste forældre ønsker nutildags at tvinge bestemte, firkantede drenge- og pigeroller ned over deres børn. Og moderne pædagogik er da også så orienteret mod det enkelte barns evner og individualitet, at pres på drenge for at være vilde og piger for at være pæne vil blive opfattet som komisk og irrelevant de fleste steder. Og heldigvis for dét. Men netop denne respekt for det enkelte barn må nødvendigvis indebære en respekt for den kønsidentitet, som langt de fleste børn udvikler spontant, uanset om deres fædre, mødre, pædagoger eller lærere måtte have prøvet at påvirke dem i den ene eller anden retning.

At erkende dette er ikke det samme som at ophøje biologien til et ideal. Det er blot at indse en kendsgerning, som i øvrigt, når det gælder kvinde og mand, inden for kristendommen har en dyb pointe.

Ligebehandling er et gode, men ensbehandling af det, der er forskelligt, er ikke. Derfor skal drenge og piger naturligvis mødes på lige vilkår og gives lige muligheder, men de er i varierende grader forskellige, og at ignorere denne eksistentielle realitet er ikke bare uklogt, det er eksperimenteren med mennesker som indsats. Man skulle tro, at sporene fra det 20. århundredes mere storladne forsøg udi social ingeniørkunst skræmte. Totalitarisme er oftest den tankemæssige følgesvend for den slags idéer om, hvordan de forkerte mennesker gøres gode og korrekte.