Midt i en europæisk krisetid både i økonomisk forstand og med hensyn til vigende folkelig opbakning til det europæiske projekt blandt medlemslandenes befolkninger kan det være værd at dvæle en kende ved den forløbne uges succeshistorie i EU: Kroatien trådte indenfor som det 28. medlemsland. Det var en begivenhed, som godt nok og netop på grund af krisen først og fremmest blev fejret i Zagreb samt i Bruxelles og Strasbourg. Men det gør ikke skåltalernes sprogbrug om, at det var historisk og en stor dag for Europa mindre berettigede. Ikke alene kan det, som omtalt på side 3 i dagens avis, ses som den endelige afslutning på krigen i Kroatien. Det er også et eksempel på, hvordan man får fortiden behandlet på en måde, så det til sidst stort set kun drejer sig om fremtiden. Som juraprofessor Josip Kregar udtrykker det, så har Kroatien i virkeligheden været heldig med at skulle igennem en 10 år lang forhandlingsproces, før landet kunne blive medlem.
LÆS OGSÅ: Wammen glæder sig over kroatisk ja til EU
Humlen er nemlig, at EU i perioden med forhandlinger med potentielle nye medlemslande fungerer som en gigantisk drivkraft for de reformer, som kandidatlandene er nødt til at gennemgå for at komme med i det civiliserede selskab. Kroatien har lige som de 12 lande, der blev optaget op gennem 00erne, skullet arbejde målrettet mod at opfylde særligt de politiske betingelser de såkaldte københavnerkriterier for blandt andet et demokratisk system og retsvæsen. Udsigten til EU-medlemskab er en kæmpe gulerod for alle disse samfund, og derfor kan de på en relativt kort årrække transformere sig selv til det bedre.
Det er, når man hæfter sig ved denne direkte sammenhæng, at det europæiske projekt giver særlig god mening. Alene udvidelsen med 10 nye medlemmer i 2004 forbedrede således de grundlæggende rettigheder og muligheder for sammenlagt 75 millioner mennesker. Sidenhen for endnu flere med Rumæniens, Bulgariens og nu Kroatiens medlemskab. Man kan altid se på timingen var Rumænien og Bulgarien nu også helt klar til at komme ind? men mekanismen kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved. Derfor er det også vigtigt, at man den øjeblikkelige krise til trods bekæmper den potentielle udvidelsestræthed, der truer i såvel Bruxelles som i de enkelte medlemslande. Lande som eksempelvis Serbien, Makedonien og Bosnien vil med kortere eller længere perspektiv kunne undergå den samme udvikling som Kroatien. Det vil tage tid, men så længe målet findes derude i fremtiden, vil det have en effekt. På den måde påvirker EU allerede i dag mere og mere positivt uden for unionens grænser, end mange tænker på midt i krisen. En historie, der bør fortælles lidt oftere. brun