Det er ikke nogen god idé at skyde udrydningstruede dyr som løven. Så der er ingen grund til at forsvare den amerikanske tandlæge Walter Palmer, som dræbte en løve under en jagt i Zimbabwe på en måde, som forlængede dyrets lidelser.
Men det tankevækkende ved hans historie er de reaktioner, hans jagt har udløst. Den amerikanske tv-stjerne Sharon Osbourne skrev på Twitter, at tandlægen var Satan. Skuespilleren Debra Messing krævede hans amerikanske statsborgerskab annulleret. Og hadet til Walter Palmer blev en folkesag, ikke bare i USA, men i store dele af den vestlige verden og særligt på de sociale medier.
Forargelsen viser en svindende proportionssans hos mange moderne mennesker, som er fremmedgjorte over for dyr til daglig. Ømheden for dyr, der slagtes eller jages, vokser i takt med, at drab på mennesker bliver så normale, at vi ikke længere gider læse en nyhed om, at endnu en terrororganisation har henrettet 20 mennesker, der havde den forkerte religion eller etnicitet.
Det er en kulturbunden pervertering af mediebrugerens følelsesliv, vi ser udvikle sig.
Vi husker berømte dyr som løven Cecil, isbjørnen Knut og giraffen Marius. Men få husker navnene på de 21 koptere, som terrorister skød i Libyen i februar. Endnu færre mindes dem. Kendte dyr, der dræbes, får større affektion end mennesker, der dræbes.
Flere mennesker kan huske ansigtsudtrykket på Cecil end på bare én af de henrettede koptere. Om kopterne husker vi, at de havde orange tøj på. Men om de kendte dyr husker vi personlige træk som store, bløde øjne.
Walter Palmers bevægelse fra jæger til jaget er ikke bare en historie om overfladiske skuespillere, der i øvrigt ikke hidser sig op over de andre 40-100 løvedrab, som årligt finder sted i Zimbabwe. Nej, under overfladen er der bevægelse i den vestlige kulturs dyreetik.
Det viser også den store forargelse over jagten på grindehvaler på Færøerne, som er et af de dyr, der humaniseres efter traditionelt at have fungeret som føde for mennesker. Hertil kommer andre parallelle udviklinger.
Mange meningsdannere arbejder for dyre-rettigheder i analogi til menneskerettigheder. Både ærkebiskop Desmond Tutu og etik-filosof Peter Singer støtter rettigheder til det enkelte dyr. Peter Singer mener, at der kan være dyreliv, der er vigtigere at redde end menneskeliv.
Vi kan ganske vist blive bedre til at behandle dyr og natur ordentligt. Men ligestilling af dyr med mennesker må man vende sig imod. Når det bliver et etisk mønster, at vi kollektivt viser større aggression og ømhed over drab på dyr end drab på mennesker, er det en fejludvikling i kulturen, som man må tage afstand fra.