Nu afdøde teologiprofessor Hal Koch, der særligt prægede debatten i årene efter den Anden Verdenskrig, reflekterede dengang over danskernes stærke tilknytning til folkekirken. Danskerne var ikke til at smide ud af kirken, konstaterede han allerede dengang, til trods for at mange sjældent kom i den.
Den betragtning holder stadig, men ikke helt. Som vi kunne fortælle tidligere på ugen, har Ateistisk Selskab haft succes med sin kampagne for at få danskere til at melde sig ud af folkekirken. I et normalt år melder cirka 10.000 danskere sig ud, men nu har 15.000 gjort det alene i årets første seks måneder. Forklaringen er ateisternes reklamekampagne på busser og kampagne på internettet. De har opfordret danskere til at melde sig ud af folkekirken, og det har virket.
Det er for kirken ingen katastrofe, for den har fortsat langt over fire millioner medlemmer. Men det er en kilde til forundring over Ateistisk Selskab og moderne ateisme. Formanden Anders Stjernholm meddelte nemlig via Politiken, at han ”er ovenud lykkelig for” de mange udmeldelser. Og her i avisen kaldte han sig ”megaglad”.
Dermed er vi ved den moderne ateismes kerne. Den er i sin natur en benægtelse af troens mulighed. En negation og en afvisning. Den river ned og kan ikke sætte noget i stedet. Den er upoetisk og gold. I modsætning til ateismens fædre, der i slutningen af 1800-tallet formulerede og mestrede en kvalificeret religionskritik, rummer nutidens ateisme ikke noget, der ligner.
Ligesom kristendommen lider under et kulturtab og under, at alt for mange danskere ikke er klædt på til at forholde sig kvalificeret til religion i det hele taget, gør ateismen det samme. Det er muligt, at mange folkekirkemedlemmer er religiøse analfabeter, men ateisterne er ateistiske analfabeter.
De finder ikke lejlighed til at kritisere islamismen som tidens mest ødelæggende religiøse fænomen, men hylder den forestilling, at alting bliver bedre, hvis kirken mister terræn og kristendommen tag i befolkningen.
Forestillingen om, at verden vil blive et bedre sted uden Gud, uden kirken og uden kristendommen, vækker også mindelser om de samfund, der under nazismen, kommunismen og i disse år islamismen prøvede og nu prøver at virkeliggøre et jordisk paradis. For at nå dertil skal det gamle brydes ned og modstanderne af det nye ryddes af vejen.
Det står enhver frit for at tro eller lade være. Friheden hersker i den kristne kulturkreds og giver derfor også grobund for ateisme. Ingen er tvunget til at elske kirken. Alle kan melde sig ind eller ud. Men hvor ville det dog være velgørende, hvis ateisterne og de tusinder, der nu har meldt sig ud, måske bare for at spare lidt penge, kunne anerkende kirkens positive bidrag til samfundet: Gamle og ensomme finder trøst og en tilknytning her. Kirken hjælper hjemløse og psykisk syge. Mange danskere finder sjælesorg hos kirkens præster. Kirken huser et blomstrende musikliv. Bygningerne vidner om en rig historie. Og så tales der her om både menneskelige og åndelige værdier, og – ja – der prædikes til håb og trøst, og tak for det.