Også offeret bør hjælpes til nyt liv

Langt igen, før voldsofre bliver en del af vores humane retspleje

Behandler vi voldsforbrydere for godt på bekostning af ofrene? Sagen om Marlene Duus sætter igen balancen mellem resocialisering og retsfølelse til debat.
Behandler vi voldsforbrydere for godt på bekostning af ofrene? Sagen om Marlene Duus sætter igen balancen mellem resocialisering og retsfølelse til debat.

Det bør ikke vække forargelse, at den kendte kok Claus Meyers virksomhed lægger køkken og læreplads til en person, der er dømt for drabsforsøg på sin ekskæreste. Claus Meyer gør samfundet en tjeneste, eftersom resocialisering af straffede udgør en hjørnesten i civiliseret retspleje.

LÆS OGSÅ: Voldssag udfordrer danskernes retsfølelse

Men det bør vække forargelse, at samfundet ikke har ydet en tilsvarende hjælp til hans offer, der modigt valgte at stå frem med sin historie tidligere på ugen. Det er tre år siden, den nuværende kokkeelev overfaldt hende med et jernrør, slog hende livløs og derefter kastede hende ud ad vinduet fra tredje sal. Hun må stadig kæmpe for at få tilkendt en erstatning, for at få anerkendt, at hun har mistet halvdelen af sin førlighed, for at få lov til omskoling og for blot nogenlunde at få dækket sin egenbetaling for medicin og anden behandling.

Nej, det er ganske rigtigt ikke anstødeligt, at manden, der prøvede at slå den unge kvinde ihjel, får mulighed for at opbygge sig en ny tilværelse, når hans straf er afsonet.

Men det bør vække anstød, at voldsmanden har fået lov at påbegynde dette nye liv efter sølle to års fængsel. Han havde afsonet siger og skriver en tredjedel af sin fængselsstraf på seks år, da han begyndte at få udgang fra fængslet. En udgang, der nu er daglig, hvilket giver ham mulighed for at passe sin kokkeuddannelse. Hans offer måtte høre om det ad omveje, da hun pludselig igen løb risikoen for at møde sin overfaldsmand ude i dagligdagen.

Jeg er end ikke færdigopereret, før I lader gerningsmanden genoptage sit liv. Han får lov at gå frit på gaden, inden jeg når at få stillet diagnosen posttraumatisk stress, skrev hun i sin kronik i Politiken. Den tragiske sag er vigtig, fordi den ikke er enestående. Det opsigtsvækkende ved den er, at den invaliderede kvinde midt i sine kvaler med mareridt og myndighedernes træghed har kunnet mønstre styrke til at fortælle om sin oplevelse som kriminalitetsoffer. Og det er ikke noget flatterende billede, hun tegner. Når hun spørger, hvordan det er, samfundet prioriterer, må vi andre svare: desværre ikke ordentligt.

Skiftende politiske flertal har erklæret, at de vil lette tilværelsen for borgere, der er blevet ofre for voldskriminalitet. Der er sket meget lidt. Hvis det ikke stod klart før, har vi nu alle fået anskuelsesundervisning. Som den unge kvinde selv skriver, så handler det ikke om hævn, men om retfærdighed. En politisk indsats til fordel for voldsofre kunne indebære, at de blev udstyret med en personlig hjælper, der på offerets vegne kan skubbe på de tunge sagsgange i det offentlige sundheds- og papirvæsen.
Og så kunne man i høj grad overveje, om vores humane og resocialiseringsorienterede tilgang til kriminelle ville lide overlast, hvis grove voldsforbrydere fik lov at afsone bare halvdelen af deres straf, før de igen slippes ud, hvor deres ofre risikerer at møde dem. Den nye chance til den dømte må ikke gives på bekostning af offerets tryghed og bevægelsesfrihed. jd