Omskæring og religiøs identitet

Debatten er præget af historieløs og arrogant rettighedstænkning

Radikale Venstre mener, at omskæring er et "overgreb" imod drengebarnets "kropslige integritet", og derfor må det nu i ligestillingens navn sidestilles med kvindelig omskæring. "Kravet om forbud mod omskæring er et temmelig tidstypisk tegn i Danmark, hvor en religionsfjendtlig historieløshed fylder mere og mere, og hvor en traditionsblind rettighedstænkning vinder frem i stedet," skriver Jakob Holm i dagens leder.
Radikale Venstre mener, at omskæring er et "overgreb" imod drengebarnets "kropslige integritet", og derfor må det nu i ligestillingens navn sidestilles med kvindelig omskæring. "Kravet om forbud mod omskæring er et temmelig tidstypisk tegn i Danmark, hvor en religionsfjendtlig historieløshed fylder mere og mere, og hvor en traditionsblind rettighedstænkning vinder frem i stedet," skriver Jakob Holm i dagens leder. Foto: Torkil AdsersenDenmark.

Så kører omskæringsdebatten endnu en gang i de danske medier, efter at Radikale Venstre med Margrethe Vestager i spidsen på sit landsmøde i forrige weekend besluttede at ville arbejde for, at omskæring af drenge forbydes og dermed i straffeloven ligestilles med omskæring af piger. Forbuddet skal gælde al omskæring af drenge under 18 år.

Radikale Venstre og andre kritikere mener nemlig, at omskæring er et overgreb imod drengebarnets kropslige integritet, og derfor må det nu i ligestillingens navn sidestilles med kvindelig omskæring.

LÆS OGSÅ: Jøderne blev reddet med hjælpsomhed og penge

At man uden videre sammenligner mandlig og kvindelig omskæring, siger en del om kritikkens niveau. Det er naturligvis det rene vrøvl at ville sammenligne disse indgreb. Der er tale om helt forskellige kategorier. Den kvindelige omskæring er en alvorlig skamfering af en kvinde, der har til formål at ødelægge eller dæmpe hendes seksualitet. Den klage har man sjældent hørt fra jødiske, muslimske eller sågar kristne amerikanske mænd, hvoraf et flertal er omskårne.

Kravet om forbud mod omskæring er et temmelig tidstypisk tegn i Danmark, hvor en religionsfjendtlig historieløshed fylder mere og mere, og hvor en traditionsblind rettighedstænkning vinder frem i stedet.

Denne tænkning ligger også bag de ofte forargede danske diskussioner om religiøse slagtemåder som muslimsk halalslagtning og jødisk schæchtning, og den var faktisk også på spil, da det kom helt bag på de fleste danskere, at Muhammed-tegningerne faktisk kunne gøre så mange muslimer rasende og kede af det verden over.

LÆS OGSÅ: Ingen holder øje med danske adoptivbørn

Omskæring af drengebørn er en enormt vigtig religiøs og kulturel identitetsmarkør for både jøder og muslimer, og den kan på mange måder sammenlignes med dåbens betydning for de kristne. Paulus sammenligner faktisk dåben med en omskærelse til Kristus i sit brev til Kolossenserne.

Gad vide, om de mest nidkære kritikere af omskæring egentlig vil stoppe med et omskæringsforbud? Burde man ikke også forbyde den kristne dåb? Mange børn græder jo, når de får vand i hovedet ved dåben, og den slags kan sikkert medføre livslange traumer.

Hvad er det egentlig, kritikere af religiøse ritualer forestiller sig? At børn er et stykke blankt papir, indtil de selv begynder at tegne og fylde på i en alder af 18 år? Forældre vil som regel deres børns bedste, og de forsøger derfor at præge dem på den bedst mulige måde.

Det betyder blandt andet, at børnene indføres i historiske, kulturelle og religiøse traditioner og fællesskaber, som deres forældre finder vigtige. Det er det, vi kalder religionsfrihed, og den skal vi holde fast i. holm