Børn i 10-årsalderen ærgrer sig ofte over lektier. Og stor er glæden, når de kan undgå det sure arbejde. Også Per Ramsdal, sognepræst i Sydhavn Sogn i København, glæder sig over at have overstået ”9 måneders lektiecafe” om opstandelsen. Sådan skrev han fornylig spøgefuldt på Facebook om det pensum, som biskop Peter Skov-Jakobsen bad ham læse, da han ved årsskiftet havde sagt om opstandelsen, at han af og til stak en ”nødløgn”, når de pårørende spurgte, om de skulle se afdøde igen.
I betragtning af sagens tyngde er der en ironisk friskfyragtighed over Per Ramsdals seneste udmelding i sagen, hvor han også erklærer, at han igen er ”en fri mand” efter at have ”udstået sin straf”. Den distancerede tone bidrager til den basale usikkerhed om, hvorvidt der lå nogen ny erkendelse bag sognepræstens undskyldning efter en samtale med sin biskop.
Biskoppen og sognepræsten er tilsyneladende ikke enige om, hvad formålet er med sognepræstens læsning af teologiske værker om opstandelsen. For Per Ramsdal er det en straf. For biskoppen handler det om ”en styrkelse af Per Ramsdals teologiske færdigheder”, som han sagde i Kristeligt Dagblad i januar.
Forskellen er ikke uvæsentlig. Er det et uddannelsesspørgsmål, er holdningsforskelle mindre afgørende. Så er vi inde i et vidensområde, og man kan arbejde sig ud af problemet ved at studere, ved at dygtiggøre sig. Er det en straf, lyder det snarere, som om biskoppen har afkrævet præsten en holdningsændring.
Forståelseskløften mellem biskop og sognepræst bidrager til den tvivl, som også mange lægfolk har, om man kan tro på, hvad der siges om opstandelse i folkekirken. For sagen handler i bund og grund om, hvorvidt danskerne kan tro på, at præster tror på det, de selv siger. Troværdigheden er ikke blevet større med dette seneste kapitel af sagen.
Var Ramsdal-striden blot en historie om en fortalelse, som der hurtigt blev undskyldt for? Set i sin helhed virker det ikke sådan. Noget dybere stikker under. De store forskelle i folkekirkens syn på opstandelse gør det svært at tale om central lære. Igennem hele sagen har uklarheden været stor. For almindelige folkekirkemedlemmer, som er optaget af, hvad der sker efter døden, er der næppe megen trøst i at høre, ”man ikke må tage håbet fra” dem, eller at præster har ”fortolkningspligt”.
Det giver ikke mening at vurdere Ramsdal-sagen som en isoleret hændelse. Den indgår i sammenhæng med debatten om Grosbøll og andre diskussioner. Samlet giver de et billede af en kirke, der har så stor rummelighed, at det koster på klarheden og troværdigheden på et tidspunkt, hvor der er et historisk stort behov for at formidle kristendom klart og forståeligt.