DET HAR AF GODE grunde vakt opsigt, at en dansk teologiprofessor har sat spørgsmålstegn ved kristendommens forestilling om opstandelsen. Han tror ikke på, at de døde opstår. Da det er en central forestilling for den kristne kirke, at dødens magt over livet er brudt med Jesu død og opstandelse, udfordrer teologiprofessoren kernen i den klassiske kristendom. Det er han ikke alene om i disse tider. Fuldblodsateisterne er gået til angreb på troen som en følge af religionens synlige rolle i samfundsdebatten. Uden for landets grænser har tre forfattere, Richard Dawkins, Sam Harris og Daniel Dennet, opnået stjernestatus for hver deres sønderlemmende kritik af ikke mindst kristendom og menneskers tro på Gud. De skriver alle ud fra et ateistisk og religionsfornægtende standpunkt.
HERHJEMME VEJRER DANSK Ateistisk Selskab morgenluft. Efter en hvervekampagne har ateisterne fordoblet antallet af medlemmer til angiveligt 200. Unægteligt ikke nogen skræmmende hær af gudsfornægtere, men de repræsenterer med deres éndimensionelle, rationelle og naturvidenskabelige tilværelsesforståelse en langt bredere kreds af mennesker. Teaterinstruktøren Nikolaj Cederholms teaterforedrag "Åh Gud", som er et opgør med troen, har trukket fulde huse i den senere tid. En konference tidligere på året med indlæg imod religion og Gudstro vakte også opmærksomhed. Og Danmarks største morgenavis, Jyllands-Posten, der traditionelt har forfægtet kristne grundholdninger, lader nu sine lederskribenter ryste på hovedet af mennesker, der tror på opstandelsen "uden brug af tekniske hjælpemidler", som det hedder. I søndags fastslog avisen på lederplads, at Jesu liv og lignelser er myter, smukke myter, men kun myter.
MEN KRISTENDOMMEN STÅR og falder med opstandelsen. Den største fortaler for kristentroen i kirkens historie, apostlen Paulus, siger, at hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået, og derfor er både prædiken og tro tom. Så er to tusinde års gudstjenestefejringer, kirkebyggerier og klokkernes kimen ikke bare forgæves, men helt og aldeles meningsløse.
Påsken er kirkens vigtigste højtid. Det er i opstandelsen, at Gud gør alting nyt. Mennesket er ikke længere overladt til sig selv, men er omfattet af Guds trofasthed i både liv og død. I påskedagenes forløb genopleves Jesu lidelseshistorie i læsninger, liturgi, salmer og prædikener i alle kirkesamfund verden over for at kulminere med fejringen af opstandelsen påskemorgen. Fordi opstandelsen er så afgørende, valgte de første kristne at døbe nye medlemmer af kirken i morgengryet mellem lørdag og opstandelsessøndagen, der, indtil det moderne arbejdsmarked tilsagde noget andet, også var ugens første dag. Vi regner året fra Jesu fødsel og ugen fra hans opstandelse. Opstandelsen er ganske enkelt kristentroens omdrejningspunkt. Kristus er opstanden, og vi mennesker håber på det samme.
Det er også her, at vor fornuft kommer til kort. Der gives ikke nogen rationel forklaring på, hvad opstandelsen egentlig er, og hvordan den helt præcis skal foregå. Det er underligt goldt at forsøge at tale jordisk om det himmelske. Der kan kun tales i billeder om kødets opstandelse, om det vi ikke véd, men kun kan tro. Vi skal ikke genopstå her på jorden til et nyt liv, der igen fører til død som i reinkarnationstanken, men derimod opstå ligesom Jesus opstod fra de døde ind i en evig verden. Vi ved ikke hvordan. Det forkrænkelige skal iklædes uforkrænkelighed og det dødelige udødelighed. Tanken fatter det ikke, og forstanden rummer det ikke. Kun troen kan begribe opstandelsen som det mysterium, den er. Men opstandelsen er. Ikke myte, ikke symbol, ikke bedrag. Den fandt sted og forandrede alting. Det er det, vi skal leve og dø på.
GLÆDELIG PÅSKE
bjer