Pligt Til u-landshjælp

Opbakning til u-landshjælpen må sikres i en nedskæringstid

I en situation, hvor den internationale samarbejdsorganisation OECD kan konstatere, at de rige landes udviklingsbistand desværre falder dramatisk, er der grund til at være ekstra tilfreds med den brede politiske enighed herhjemme bag principperne i dansk u-landsbistand.

Perioden, hvor udviklingsbistanden i visse kredse blev mistænkeliggjort og lagt for had, er tilsyneladende forbi. Det er et godt udgangspunkt for den proces, der snart begynder mellem Folketingets partier under ledelse af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) for at formulere en ny udviklingspolitisk strategi som afløser for den nuværende Partnerskab 2000.

Som det beskrives i avisen i dag, tegner den kommende strategi på forhånd ikke til at rokke ved hovedlinjerne i u-landshjælpen. Det vigtigste fokus vil også i årene fremover være indsatsen over for fattigdommen med henblik på at opfylde FN's såkaldte 2015-mål. De går især ud på halvere verdens fattigdom og sult inden 2015.

De politiske partier har hver for sig en række mærkesager, som de selvfølgelig vil køre i stilling i forbindelse med de kommende forhandlinger. De drejer sig om hjørner af den overordnede strategi, men det øger paradoksalt nok kravene til kvalitet i den offentlige debat, der gerne skulle ledsage den politiske proces.

Frem for at skændes om småting og begive sig ud i ideologiske svinkeærinder, der kan afspore debatten, bør partierne holde sig til de ting, der virkelig betyder noget i det samlede billede. Udviklingsbistand og hjælpen til den fattige del af verden handler om meget mere end en stigning på tredje decimal, som det meget rammende er blevet udtrykt.

Det principielle udgangspunkt er, at vi i vor del af verden er blevet begunstiget med en kolossal velstandsstigning. Vi skylder at dele noget af denne fremgang med de milliarder af mennesker, som skæbnen er mindre venligt stemt. Set i dette lys er Danmarks og resten af den rige verdens u-landshjælp alt for beskeden.

Opbakningen bag denne moralske dimension af debatten er på ingen måde nogen naturgiven ting. For halvandet år siden viste en meningsmåling, at hele 30 procent af danskerne fandt det i orden at skære ned på udviklingsbistanden. Tre år tidligere var det blot 16 procent. Altså en meget markant stigning i løbet af kort tid.

Om få dage fremlægger regeringen sit udspil til det såkaldte konvergensprogram med en køreplan for nedbringelse af det stærkt stigende offentlige underskud. Besparelser bliver efter alt at dømme et vigtigt element, og meget tyder på, at vi igen skal til at vende os til begreber som offentlig nulvækst og nedskæringer.

Det vil forhåbentlig være en selvfølge, at udviklingsbistanden samlet set ikke skal omfattes af det kommende spareprogram. Men hvordan undgår vi, at u-landshjælpen på længere sigt kommer under pres i den generelle nedskæringstid, vi meget vel kan have foran os i de kommende år?

Den bedste modgift vil være en kvalitetsbetonet debat under forhandlingerne om den kommende udviklingsstrategi. Debatten må sigte mere på at understøtte den folkelige opbakning bag bistanden og mindre på at score billige partipolitiske point undervejs i forløbet. Sidstnævnte er emnet – senest belyst ved meldingen fra OECD – ganske enkelt alt for alvorligt til.