Politik og etik i sportens verden

De nye Europæiske Lege afvikles i skyggen af gammelt dilemma

Jakob Holm, kronik og debatredaktør Kristeligt Dagblad.
Jakob Holm, kronik og debatredaktør Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Vi har været her før. Hver gang et autoritært regime skal være vært for en international sportsbegivenhed, vender det samme uløste dilemma tilbage: Skal vi deltage eller boykotte? Bør vores sportsfolk og politikere møde op og rejse kritik - eller skal de straffe styret ved at holde sig væk?

Denne gang er det oliestaten og den gamle sovjetrepublik Aserbajdsjan, der diskuteres. Den er nemlig vært for De Europæiske Lege - en slags mini-OL for europæiske sportsfolk, der holdes for første gang fra den 12. til den 28. juni.

Sport og politik er desværre meget svært at holde adskilt, hvilket vi har været vidne til flere gange i historien. Allerede ved De Olympiske Lege i Berlin i 1936 prøvede Adolf Hitler på at få den maksimale pr for den ariske races overlegenhed ud af legene, men Førerens drøm brast, da den sorte løber og springer Jesse Owens snuppede fire guldmedaljer for næsen af Det Tredje Riges allerbedste sportsmænd.

Siden har vi under den kolde krig været vidne til den amerikanske boykot af OL i Moskva i 1980 på grund af krigen i Afghanistan og fire år senere sovjetblokkens hævnboykot af OL i Los Angeles. De Olympiske Lege led begge gange meget under disse politiske aktioner, der medførte, at det ikke var verdens bedste idrætsudøvere, som var samlet til disse to olympiske lege, fordi mange af politiske grunde ikke var til stede.

Derfor skal der heller ikke lyde et ondt ord mod de 65 deltagende danske sportsfolk i Aserbajdsjan. De skal selvfølgelig konkurrere ved så stor en sportsbegivenhed. Det kritiske skyts bør snarere rettes mod EOC, De Europæiske Olympiske Komitéer, det organ, der tildelte Aserbajdsjan værtskabet.

Det står særdeles sløjt til med demokrati, gennemsigtighed og ytringsfrihed i Aserbajdsjan, som har været styret med brutal hånd af Aliyev-familien siden 1993, men EOC har tilsyneladende kun haft blik for de 50 milliarder kroner, som regimet har skudt i legene. Alt gratis og betalt, så skidt med alle andre hensyn.

Med Fifa-skandalen i frisk erindring og tidligere beretninger om korruption i Den Internationale Olympiske Komite (IOC) i forbindelse med valg og tildeling af værtskaber, er det her - mod disse internationale komitéer - der skal sættes ind. Penge alene og bestikkelse skal som kriterium udfordres og stoppes.

Det kunne meget passende starte med en grundig undersøgelse af det på alle planer groteske valg af ørkenstaten Qatar til VM i fodbold i 2022. Landet har ingen folkelig fodboldtradition, og afholdelsen af VM må flyttes fra sommer til vinter på grund af varmen til enorm gene for alverdens store nationale fodboldligaer. 

holm