I mange danske hjem åndes der formentlig lettet op i dag. En valgkamp præget endnu mere af iscenesættelse, indstuderede replikker og taktik i medierne end tidligere valgkampe er slut. Hærskarerne af politiske kommentatorer, der har haft deres absolutte storhedstid i de seneste tre uger, vil nu heldigvis fortone sig fra tv-skærmene. Det samme vil den endeløse strøm af meningsmålinger. Blottet for reelle ideologiske diskussioner lignede valgkampen mest af alt et klumpspil på midten af dansk politik, hvor milliarder af skattekroner til velfærdsydelser i et voksende tempo blev hængt frem som lokkemad for vælgerskaren.
Men selvom man som vælger skulle have fået mere end nok af spinnet i den politiske valgkamp, må det ikke tage glæden fra valg-dagen. Den er - som det ofte siges med noget nær en banalitet - demokratiets festdag. Men ofte er det banale også det sande.
Der er grund til at glæde sig over, at danskerne i dag kan sammensætte et nyt Folketing, og at vi i modsætning til mange andre lande ikke vil opleve noget dramatisk systemskifte. Intet parti får den fulde magt, men skal forhandle sig frem til flertal med andre. Og selvom blokpolitik af nogle frem-manes som et skræmmende scenario, tages langt de fleste politiske beslutninger i praksis af brede flertal på tværs af folketingssalen.
Danmark er en velfungerende retsstat. Alle partier bakker grundlæggende op om velfærdsstaten. Forskellen på rig og fattig er blandt de mindste i verden. Danskerne er nogle af klodens lykkeligste mennesker, og danskernes tillid til myndigheder, politi og politikere er blandt de højeste.
Det er værd at nævne, når nu valgkampen af gode grunde har fokuseret på alt det i samfundet, der ikke fungerer godt nok.
Meget tyder på, at dagens valg kan blive et af de mest markante i nyere tid. Samtidig med at et befolkningsflertal ønsker at se magten i Danmark forvaltet på den politiske midte, hvor de gamle partier har positioneret sig, ulmer der en utilfredshed med de manglende visioner, med ”det Danmark, du kender” og med ”nødvendighedens politik”.
Der er et ønske om markant forandring, men i helt modstridende retninger. Alternativet står til at komme sikkert i Folketinget på et uhyre diffust og følelsespræget politisk budskab om forandring og bæredygtighed. Enhedslisten, der også ønsker at forandre det danske samfund, står til betydelig fremgang med sin klassisk venstreorienterede politik og ønsket om en langt større offentlig sektor end i dag. I den anden ende af skalaen ser Liberal Alliance ud til at gå markant frem på et ønske om lavere skatter og mere personlig frihed, mens Dansk Folkeparti efter alt at dømme får et historisk godt valg med sit ønske om en strammere udlændingepolitik og mere velfærd.
De gamle partier, der traditionelt har taget regeringsmagten og ansvaret, står til at miste opbakning. Venstre, De Konservative og De Radikale står til tilbagegang, mens Socialdemokraterne ser ud til at holde niveauet fra sidste valg, der dog var historisk dårligt.
Efter alt at dømme bliver det om muligt endnu sværere at regere efter dagens folketingsvalg, og det er ikke nogen god udvikling.
Det er ikke ligegyldigt, hvem man stemmer på ved dagens valg. Der er forskel på, hvad blå og rød blok vil, selvom det ikke altid lyder sådan. I det nye politikersprog hedder det fra valgkampen, at der er sat en retning.
Set herfra har vi alle brug for at hæve blikket fra vore egeninteresser og stemme efter, hvad der tjener landets langsigtede udvikling bedst.
God valgdag.
bjer