Selvom meningsmålingerne er i konstant bevægelse op til det amerikanske præsidentvalg på tirsdag, tyder meget – heldigvis – på, at demokraten Hillary Clinton vil vinde.
Donald Trump er uegnet til at være leder af verdens vigtigste og mest magtfulde land. Han er en kaoskandidat; temperamentsfuld, lunefuld, nedladende og hånende. Han mangler opbakning fra store dele af det republikanske parti, og hans politik over for ikke mindst omverdenen er helt uforudsigelig. Verden vil være bedst tjent med ikke at få Trump som præsident for USA.
Men selvom han ikke skulle blive valgt, går den udvikling, der har skabt ham, ikke væk. Millioner af vælgere vil sætte deres kryds ved hans navn, fordi de er utilfredse med den politiske orden og det politiske parnas, som Hillary Clinton og mange andre etablerede politikere repræsenterer.
Ja, problemet begrænser sig ikke til USA. Vi kender det herhjemme fra det gule Danmark, de overraskende store landområder, der stemte på Dansk Folkeparti ved sidste folketingsvalg i protest mod – formentlig – at de bliver overset i samfundsudviklingen. De traditionelle partiskel fungerer ikke længere. Nye skel er opstået mellem dem, der nyder godt af den globale økonomi og formår at surfe på alle forandringerne og så dem, der ikke gør. Dem, der billedligt talt fastholdes i en gammel verden, i det traditionalistiske, i det nationale, og som ikke føler sig respekterede af den politiske elite eller af medierne.
De bliver og føler sig fremmedgjort, og de stemmer alle for et oprør. Brexit er udtryk for det samme, ligesom fremgangen for franske Marine Le Pen og ungarske Victor Orban.
Den globale trumpisme er en anti-establishmentbølge. I USA er oprøret ikke mindst drevet af almindelige lønmodtageres dårlige forhold og voksende utryghed. Det er et paradoks, at det blev en demagogisk milliardær og en repræsentant for landets økonomiske elite, der kom til at repræsentere netop dem.
Selvom USA er blevet markant rigere i de seneste årtier, har den øgede velstand ikke forplantet sig til samfundets lavtuddannede. Det er afmagt over et system, der fastholder folk på bunden, der har været en vigtig drivkraft i den bevægelse, der har skabt Trump. De rige er blevet markant rigere og har nydt godt af den globalisering og indvandring, der samtidig har gjort de lavest uddannede arbejdsløse og i mange tilfælde decideret fattige. Derfor det stærke nej til indvandring, frihandel og sociale nedskæringer, som er en del af Trumps sammensatte politiske platform.
Parallelt med den udvikling er fremkomsten af, hvad der har fået betegnelsen ”det postfaktuelle samfund”, hvor eksperters, mediers og politikeres udsagn ikke tages for gode varer. Man definerer sin egen virkelighed. Sine egne facts. Den digitale medieverden og ikke mindst de sociale medier har forvandlet sandhed til løgn. Eliten har ikke længere monopol på at forvalte viden eller monopol på taletid. Nu kommer alle til orde, også de, der tidligere var afskåret fra at ytre sig. Derfor kan Trump og andre politikere slippe af sted med at lyve, som det er sket i denne valgkamp, og derfor er den nye politiske trend i stigende grad præget af demagoger og populister. Men de peger på reelle problemer.
Ligesom en københavnsk elite herhjemme ofte ikke kender til forholdene i de mindre byer eller på landet, er der dybe skel i USA. De liberale, veluddannede Clinton-vælgere kender ikke til eller forstår Trump-vælgernes virkelighed. Det problem skal der tages hånd om, når Hillary Clinton forhåbentlig bliver valgt på tirsdag.