Den hårde linje, som Recep Tayyib Erdogan har lagt over for demonstranterne i de tyrkiske byer, synes at være et tegn på premierministerens enorme selvsikkerhed, hvad angår at have flertallet af befolkningen med sig i den igangværende strid. Erdogan peger på de over 50 procent af stemmerne, hans AKP-parti fik ved seneste valg den tredje valgsejr i træk og det komfortable flertal i parlamentet. Han siger selvsikkert, at han kan tidoble antallet af støtter i gaderne i forhold til de demonstrerende, som han i øvrigt ser som splittede. Erdogans kalkyle er angiveligt, at han vil vinde et udmarvningsslag, hvis det kommer dertil. Problemet for ham er imidlertid, at han har undervurderet protesternes natur: at de mere og mere er rettet mod ham personligt, hans tiltagende autokratiske stil og den retning, dette fører landet i. Det har allerede ført til, at kræfter internt i AKP er begyndt at gøre klart, at de ser demonstrationer som et acceptabelt instrument i et robust demokrati.
LÆS OGSÅ: Erdogan sidder solidt på toppen
Ved en fortsættelse af stædigheden vil Erdogan gamble yderligere med den velvilje, han havde opbygget i særligt den første halvdel af sine snart 11 år på posten. Åbningen af EU-forhandlinger, forsonlig udenrigspolitik med alle naboer (lige bortset fra Syrien her på det seneste), øgede mindretalsrettigheder og forsoning i det kurdiske spørgsmål gav ham opbakning fra brede kredse også hos økonomisk liberale og sekulære. Først og fremmest har alle været tilfredse med, at militæret der tidligere har stået for fire kup gennem historien er blevet stækket. Selvom nogle vil sige, at Erdogans virkelige motiv for dette ikke var demokratisk, men snarere var at bane vejen for politisk islam, så er der stor glæde over, at det i dag heldigvis ikke er muligt med hærens indgriben i den nuværende diskussion.
Tyrkiet er også blevet for demokratisk til, at Erdogan ville kunne føre Tyrkiet ind på diktaturets vej, hvis det altså var det, han ville. Godt nok har der været planer om forfatningsændringer, der skulle give præsidentembedet mere magt, hvorefter Erdogan så ville stille op til valget næste år, men disse ændringer er strandet i parlamentet. En mulighed, hvis AKP med andre partiers hjælp kan samle 60 procent af stemmerne, var at udskrive en folkeafstemning om ændringerne, men spørgsmålet er nu, om ikke demonstranternes opråb vil betyde, at Erdogan ikke længere ville have opbakning til ændringerne fra mere end halvdelen af tyrkerne. Dette vil være det gode udkomme af protesterne og kampen om Tyrkiets fremtid. Under alle omstændigheder er det Erdogan, der har nøglen til at løse situationen og gå i dialog. Hvis ikke han gør det og det vil være det dårlige udkomme vil Tyrkiet blive et yderst politiseret samfund. brun