Økonomisk fremgang alene er ikke længere nok til at vinde valg i Europa. Det må både Spaniens konservative Partido Popular og Polens liberale Borgerplatform sande, efter at mange vælgere vendte regeringspartierne ryggen ved søndagens lokal- og præsidentvalg og belønnede kandidater, som nærmest udstedte valgløfter som blankochecks.
Efter at krisen i en årrække har ramt spanierne særdeles hårdt, er der ved at komme gang i hjulene igen i Spanien, hvor ledigheden er faldet til det laveste niveau siden 2012. Men det var lidt for kækt, da premierminister Mariano Rajoy forleden spurgte, om der stadig er nogen, der taler om hjælpepakker, recession og arbejdsløshed. I søndags fik han svaret, da hans parti mistede magten i de største byer og vigtigste regioner. Over fem millioner spaniere står fortsat uden et arbejde, og vælgernes skuffelse over de senere års sparekurs og korruptionsanklager har givet de to protestpartier Podemos og Ciudadanos så meget vind i sejlene, at Spaniens traditionelle to-parti-system vakler.
I Polen er situationen lidt en anden, da det ikke er første gang, at den nye nationalkonservative præsident Andrzej Dudas Lov- og Retfærdighedsparti sætter sig på landets øverste embede. Men igen er det proteststemmerne, der har skabt et politisk jordskælv.
Den afgående præsident, Bronislaw Komorowski, troede fejlagtigt, at han kunne køre sejren i hus ved at fokusere på sikkerhedspolitik og den succes, regeringen i Warszawa har leveret i form af udmærkede vækstrater. Men igen var det de nære bekymringer som en hævet pensionsalder, der gjorde udslaget, og de yngre polakker havde fået nok af en magtfuldkommen elite og stemte på et ungt, friskt ansigt som Duda.
Til efteråret skal der være parlamentsvalg i begge EU-lande, og Podemos-lederen Pablo Iglesias taler om 2015 som et ”forandringens år”. Selvom der er lang vej igen, før hans venstrefløjsaktivister kan indtage regeringskontorerne i Madrid, så må de store partier overalt i Europa begynde at tage protestvælgernes bevæggrunde alvorligt og lytte til vælgerne.
Det betyder ikke, at de skal give køb på deres grundlæggende principper. Men også de seneste valg i Sverige og Grækenland, der gav henholdsvis Sverigedemokraterne det store gennembrud og socialisterne i Syriza regeringsansvar, viser, at de traditionelle partier ikke længere bare kan tage magten for givet.
De må genopfinde sig selv i et nyt politisk landskab, hvis demokratiet, som vi kender og værdsætter det, ikke skal trues af rabiate protestbevægelser og støt dalende stemmeprocenter.ker