PRÆSTEFORENINGENS HOVEDBESTYRELSE er på valg i denne måned, og som man kan læse i dagens avis, kan valget gå hen og blive en milepæl i foreningens historie, fordi selve præsterollen kan blive ændret som følge af den massive kritik, der fra flere sider hagler ned over foreningen.
Som faglig organisation for landets præster står foreningen ifølge flere kilder til ren dumpekarakter. Den beskyldes for »at være forlovet« med arbejdsgiverne, landets biskopper og Kirkeministeriet, og dermed svigter den sine menige medlemers interesser. Som det også fremgår af dagens avis afvises disse anklager pure af foreningens nuværende formand Peter A Krogsøe.
Som det ofte er tilfældet i lignende sager, skal sandheden nok søges et sted i mellem disse to positioner.
At præsteforeningen er svag som fagforening kan ikke umiddelbart afvises. Eksemplet med at præsteforeningen uden krav til Kirkeministeriet er gået med til, at præster uden belønning skal pålægges det store arbejde med at sammenligne oplysningerne i den nye elektroniske kirkebog med de gamle håndskrevne kirkebøger, kan kun tolkes som svagt med fagforeningsbriller på. Den ny elektroniske kirkebog har vitterligt givet meget ekstra arbejde.
Og Peter A Krogsøes forsvar, der går på, at det ikke er »hensigtsmæssigt« at råbe ad hinanden, og at man må finde løsninger, som »begge parter kan leve med«, viser, at formanden på forhånd har afskrevet muligheden af en faglig konflikt. Det er der ikke mange andre fagforeningsledere, der gør.
Men Krogsøes forsvar for foreningens politik eller mangel på samme er også en påmindelse om, at præstejobbet ikke er og aldrig kan blive et rent 9 til 17 job, hvor man er ansat som tjenestemand. De fleste præster har stadig en fornemmelse af »kald« i præstegerningen, som gør, at man for eksempel ikke nægter at tage en begravelse eller en sjælesørgerisk samtale med et menneske i nød, hvis henvendelsen kommer på en planlagt fridag. Tanken om præste-jobbet som en livsstil, hvor man altid er til rådighed, præger således stadig mange ældre præster.
Men især de yngre præster med børn og erhvervsaktive ægtefæller, der lever i en tid, hvor arbejds-presset konstant forøges, har brug for større faglig hjælp og beskyttelse, end de får idag. Her kunne præsteforeningen godt stramme sig lidt an og gå på kompromis med den ophøjede kaldstanke, som har det med at blokere for fagligt set rimelige krav. Det ville således klæde foreningen ind imellem at være på forkant med udviklingen og virke aktiv i kampen for præsternes rettigheder snarere end reaktiv.holm