Religion i skolen

Fritagelsesparagraffen bør bevares for samvittighedens skyld

SÅ HAR VI BALLADEN igen. Det Konservative Folke-parti vil nu sammen med Dansk Folkeparti have gjort kristendomskundskab til et obligatorisk fag i folkeskolen. Den særlige fritagelsesparagraf, som stammer fra 1856, da folkeskolen stod for den kristne dåbsoplæring, skal derfor ophæves, og De Konser-vative er villige til at få sagen prøvet ved FN's menneskerettighedskomite.

Det er i udgangspunktet fint, at vi nu en gang for alle kan få afprøvet, om Danmark er i sin gode ret til at kræve, at alle børn i danske skoler skal stifte bekendtskab med de kristne grundfortællinger. Hvor-for Venstre er så bange for en sag, der måske kan ende med kritik af Danmark fra FN's side, må stå stå hen i det uvisse. Det kan ikke i sig selv være et argument for at beholde fritagelsesparagraffen.

Som et stærkt argument for en ophævelse peger De Konservative selv på, at faget ikke har været forkyndende siden en lovændring i 1975, og derfor er det ulogisk, at faget er valgfrit. Man kunne dertil tilføje, at vi som nation i øjeblikket diskuterer indførelse af kanon i andre kulturbærende fag som dansk og historie, så hvorfor ikke også gøre kristendomskundskab til et fag, der kan dæmme op for historieløsheden og den rystende uvidenhed om kristendom, som i stigende grad præger unge generationer?

SÅ ENKELT ER PROBLEMET desværre ikke, og De Konservative bør i udgangspunktet undre sig over, at forslaget til ophævelse af fritagelsesparagraffen får støtte fra både Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre – men af helt forskellige grunde. Dansk Folkepartis unuancerede kobling af danskhed og kristendom stikker endnu engang sit hoved frem i denne sag, og De Radikale vil ganske enkelt indføre et andet fag end kristendomskundskab, nemlig et bredere anlagt religionsfag, som næppe vil styrke dansk kultur.

Dertil kommer argumentet om, at fritagelsesparagraffen kun vedrører ganske få elever. Der findes ingen sikre tal, men med udgangspunkt i en undersøgelse i København for et par år siden kan man godt regne med, at det på landsplan er mindre end en procent af eleverne, som benytter paragrafen. De Konservative og Dansk Folkeparti mener, at dette tal er endnu et argument for ophævelse, men logisk set kan man lige så godt omvendt spørge: Når det ikke vedrører flere, hvorfor så ændre reglerne?

DET BØR OGSÅ NÆVNES, at man helt bevidst valgte at fastholde fritagelsesparagraffen i 1975, og det gjorde man af hensyn til religionsfriheden. Den er det stadig værd at slå et slag for. For det kan ikke være rigtigt, at jødiske og muslimske børn skal påduttes en undervisning i kristendom, som kan forvirre deres religiøse identitet i disse afgørende år.

Når de i de ældre klasser er blevet mere refleksive og kritiske, skal de naturligvis lære noget om kristendommen for fuldt ud at forstå dansk litteratur og kultur, men ikke før. Hvis vi som samfund insisterer på at gøre det helt fra skolestart, bliver det svært at gøre sig fri af tanken om tvang og statskirkelighed. Her må man også spørge, om det overhovedet kan lade sig gøre med en værdineutral og blot oplysende undervisning i religion? I trossager er det bedst at lade frivilligheden og samvittigheden råde. Derfor bør fritagelsesparagraffen bevares. holm