Religion i Tyrkiet

Tyrkiets undertrykkelse af ikke mindst kristne er helt uacceptabel

MENS DEN TYRKISKE regering i går meddelte, at den er på vej til at lempe forbuddet mod at lade muslimske kvinder bære tørklæde på universiteterne i landet, sker der ingen forbedringer for de religiøse mindretal. Den manglende respekt for andre end muslimske borgere er en skamplet på det land, der før jul proklamerede at være klar til at træde ind i Den Europæiske Union i løbet af bare seks år. Den iver, som fortalerne for tyrkisk medlemskab af EU udviser herhjemme, bør lade sig temperere af de kolde facts om, hvordan landet behandler sine religiøse minoriteter, herunder de kristne.

DEN INTERNATIONALE menneskeretsorganisation, Jubilee Campaign, der kæmper for at skabe bedre forhold for blandt andet forfulgte kristne, vender i en ny rapport om religionsfriheden i Tyrkiet fingeren nedad. Rapporten konkluderer, at meget ser godt ud på overfladen, men under neden er forholdene for kristne og andre minoriteter blevet værre. Det tyrkiske samfund er blevet mere fjendtligt over for ikke mindst kristne.

I en række tilfælde er kristne blevet overfaldet, enkelte er blevet dræbt, og der øves hærværk mod kirkebygninger. Det Nationale Sikkerhedsråd i landet oplister fortsat kristne missionærer som en sikkerhedstrussel. Medierne udspreder falsk information om kristne. Den græsk-ortodokse kirke anerkendes reelt ikke, selvom den har været i landet siden den første kristendom. Den kæmper en brav kamp ved landets domstole for at sikre sig retten over kirkens bygninger, hvoraf mange er konfiskeret af den tyrkiske stat, der slet ikke anerkender kirken som juridisk instans.

Den økumeniske patriark af Konstantinopel, der er det åndelige overhoved for verdens 300 millioner ortodokse kristne, blev ved en tyrkisk retssag i sommeren 2007 frakendt denne myndighed. Selvom europæisk lov fastslår, at et land ikke kan gribe ind i et trossamfunds anliggender på denne måde, ønsker det tyrkiske bureaukrati helt urimeligt at reducere betydningen af den kristne tilstedeværelse i den by, der engang var kristenhedens vigtigste. Domstolen fastslog derfor, at patriarken af Konstantinopel, det nuværende Istanbul, alene er åndeligt overhoved for de bare knap 4000 græsk-ortodokse kristne, der er tilbage i landet.

Den tyrkiske regering forbyder også kirken at uddanne sine egne præster. På den lille ø Halki ud for Istanbul passer en gruppe munke i dag på det ortodokse præsteseminarium, som har været lukket her siden 1971, fordi den tyrkiske stat kræver fuld kontrol med præsteuddannelsen. Det har den græsk-ortodokse kirke af forståelige grunde sagt nej til. Præsterne bliver i stedet uddannet i udlandet, men en anden lov kræver, at alle præster skal have tyrkisk statsborgerskab, hvorfor kirken har store problemer med at skaffe kandidater nok. I praksis tager den tyrkiske stat kvælertag på kirken.

SOM ET SÆRSYN i en europæisk sammenhæng kræver tyrkiske myndigheder, at landets borgere bærer identitetskort, hvorpå deres religion er anført. Det er med til at udstille de religiøse mindretal og bidrager til den forsatte forulempelse og undertrykkelse. I december fastslog EUs årlige statusrapport om de tyrkiske fremskridt på vej mod medlemskab, at der er store problemer med de fundamentale frihedsrettigheder, ikke mindst religionsfriheden. Det bekræftes nu i denne seneste rapport. Tyrkiet er ikke et værdigt kandidatland til Den Europæiske Union.

bjer