Det har vakt opsigt, at det brasilianske fodboldlandshold forleden faldt på knæ og takkede Gud for sejren i finalen ved en turnering i Sydafrika. Flere af spillerne tog T-shirts på med påskriften I love Jesus og I belong to Jesus, og foran rullende tv-kameraer tog holdets spillere hinanden om skuldrene, mens de knælede og takkede Gud for sejren. Et billede af begivenheden blev bragt i avisen i går.
Det opsigtsvækkende fodboldoptrin er imidlertid ikke enestående. Det brasilianske fodboldlandshold har tidligere gjort noget tilsvarende, og man skal ikke langt syd for Kruså, før det er helt udbredt, at spillere slår korsets tegn for sig, når de går på banen, eller når de scorer mål. Generalsekretæren i Dansk Boldspil-Union mener, at det er forkert at blande religion og fodbold, ligesom han er af den opfattelse, at det strider imod Det Internationale Fodboldforbund, FIFA's, regler. Religion skal ud af banen.
Det synspunkt er på samme tid håbløst og meningsfuldt. Håbløst, fordi religionen gennemsyrer verdens mest populære sportsgren og har gjort det i mange år. Fodboldhold i både den kristne og muslimske verden har bedt før kampe og siden takket for sejr, og nogle steder er der knyttet kirker og præster til de enkelte fodboldhold. Det er svært at forbyde spillere at bære T-shirts eller undertrøjer med en påtrykt, usponsoreret hyldest til Jesus, når de samtidig er pålagt at være reklamesøjler for de virksomheder, der er spillernes sponsorer.
Dertil kommer, at også deres klubber opfører sig religiøst. Herhjemme har det antaget latterlige former. Brøndby IF ved København har haft ansat en healer til at hjælpe holdet med sejr, mens AGF i Århus for nylig blev befriet for onde ånder af en såkaldt åndemaner ved navn Harald G. Jensen. Dertil kommer al den overtro, der er forbundet med ritualer inden og under kampe. En overtro, der kan være ødelæggende, fortalte tennisstjernen Kenneth Carlsen i sine erindringer, der udkom sidste år. Heri gør han rede for, hvordan forventningspresset fremmer overtroen i mange sportsgrene, herunder hans egen.
Udsagnet om, at religion skal ud af banen, er imidlertid også meningsfuldt. En massiv manifestation af et religiøst synspunkt vil næsten altid skabe modvilje hos nogle, hvilket der ikke er brug for i sportens verden. Lige så vel som sporten ikke skal politisere, skal den heller ikke kunne tages til indtægt for bestemte religiøse synspunkter. Sport og religion kan lige så lidt som politik og religion skilles ad. Alligevel er det rimeligt at forvente, at fodboldspillere og andre sportsfolk ikke har fyrre i religiøs feber, når de går på banen. De kan bede i omklædningsrummet, men på banen giver det god mening at fastholde religion som en privatsag.