"HVIS KIRKEN SKAL LIGNE andre områder, er det nødvendigt, at den også politisk afspejler samfundet omkring sig, men på det kirkelige område er der en vis rigiditet i forhold til at tage ligestillingspolitikken alvorligt".
Sådan udtalte lektor i teologi Lone Fatum sig i går til Kristeligt Dagblad i forbindelse med avisens historie om, at folkekirken og andre anerkendte trossamfund er undtaget reglen om ligestilling mellem mænd og kvinder, hvad angår præstestillinger eller lignende.
Lone Fatum rammer med sin formulering noget centralt i hele problematikken, for skal folkekirken og andre trossamfund "ligne andre områder og politisk afspejle samfundet"? I hvor høj grad skal de det? Hvem skal afgøre det? Og hvor langt kan og bør man bruge tvang udefra til at få trossamfund til at makke ret og blive mere demokratiske i pagt med tidsånden?
DISKUSSIONEN OM LIGESTILLING blandt kønnene i folkekirken og andre trossamfund er det seneste eksempel på en problematik, der i forskellige skikkelser dukker op overalt i disse år.
En problematik, hvor en moderne og ahistorisk rettighedstænkning igen og igen støder sammen med traditioner og historiske kendsgerninger og kræver disse ændret så hurtigt så muligt. Debatten om omskæring, om homoseksuelles ret til kirkelig vielse eller katolikkernes krav om ligestilling med folkekirken er blot tre eksempler inden for det seneste halve år. Disse diskussioner er vigtige brudflader i den offentlige debat, og de gør alle krav på at blive taget alvorligt. Men meget ofte afslører diskussionerne også, hvor dårligt det står til med den generelle historiske bevidsthed.
TROSSAMFUNDENES UNDTAGELSE FRA det danske samfunds principielle love om ligestilling handler først og fremmest om ånds- og trosfrihed, for tvang er som bekendt aldrig godt i tros- og samvittighedsspørgsmål.
Men selv hvis man opgiver enhver tanke om tvang over for trossamfundene, kan det være svært at se, hvordan pression, krav om fordelingspolitik eller positiv diskrimination kan ende som andet end indgreb i trossamfundenes indre anliggender. Og et krav om kønskvotering blandt landets præster vil i hvert fald gå ud over menighedsrådenes traditionelle ret til selv at vælge deres præst.
Et politisk krav om kønnenes ligestilling blandt Danmarks katolikker eller muslimer er en nærmest absurd tanke, hvis man har det mindste historiske eller teologiske kendskab til disse to trossamfund.
Knap så absurd er tanken om ligestilling blandt de to køn i folkekirken. For den danske folkekirke har med sin accept af kvindelige præster tilbage i 1947 principielt åbnet for denne mulighed. Og ligestillingen i folkekirken skal nok komme, men det tager tid, og det skal det have lov til.
Derfor er det også glædeligt, at Kristeligt Dagblad i dag kan konstatere, at der ikke er politisk flertal for at fjerne trossamfundenes undtagelsesparagraf. Den slags krav skal komme indefra, hvis de skal have nogen som helst gang på jorden.
holm