ÅRETS GRUNDLOVSTALER BESKÆFTIGEDE SIG overordnet overraskende meget med religion og dens plads i det offentlige rum. Fra regeringen til Enhedslisten fik den religiøse dimension ord med på vejen de fleste af dem af polemisk karakter.
Talerne er naturligvis et udtryk for den rolle, som religion spiller i den offentlige debat i disse år, hvor først og fremmest islams plads i det danske samfund har fået ufattelig meget spalteplads i danske aviser. I den senere tid har diskussionen specifikt taget afsæt i folketingskandidaten Asmaa Abdol-Hamid (EL), hendes meget synlige tørklæde og nogle håndtryk, der omvendt glimrer ved deres fravær.
At religion spiller så stor en rolle i debatten i et sekulariseret samfund som det danske kan umiddelbart undre, men det hænger uløseligt sammen med to andre store diskussioner i disse år, nemlig diskussionen om, der indimellem smager af erstatningsreligion, og så diskussionen om national identitet i en verden, der globaliseres i et tempo, som kan tage pusten fra de fleste.
IKKE MINDST STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussens (V) tale var tankevækkende, når man husker, hvordan han i de senere år ved flere lejligheder har gjort sig til talsmand for, at religion bør fylde mindre i det offentlige rum. Denne overordnede pointe gentog han også i sin grundlovstale i år, hvor religion ikke desto mindre spillede en særdeles stor rolle.
Foghs tale var en yderligere nuancering af hans syn på religionens rolle, og den skal statsministeren have tak for. Det står nu klart, at statsministeren anerkender troens betydning for det enkelte religiøse menneske i sorg og kriser, ligesom han også synes at forstå og respektere, at religiøs tro selvfølgelig påvirker det enkelte menneskes handlinger og politiske standpunkter.
I sidste del af talen hopper kæden dog delvist af for statsministeren. Det er i hans overvejelser over, hvordan religion påvirker samfundet og dets indretning. Her trækker statsministeren den gamle traver frem om, at religion først og fremmest virker kvindeundertrykkende. Se bare på alliancen mellem den katolske kirke, højkristelige kredse i USA og de muslimske lande, der i fællesskab modarbejder prævention og hindrer kvinders frigørelse.
DENNE ALLIANCE FREMHÆVES igen og igen af europæiske sekularister, der for så vist kan ret i denne påstand. Det har bare ikke noget som helst med den danske virkelighed at gøre eller religionens rolle i det danske samfund.
Synet på religion som udelukkende undertrykkende er ganske enkelt for primitivt, hvis det står alene, og det vidner om manglende kendskab til kristendommens historiske rolle i Danmark.
For eksempel står det frisind og den stærke, folkelige sammenhængskraft, som statsministeren beder os værne om, i stor gæld til den lyse, grundtvigsk inspirerede kristendom, der har været dominerende i Danmark i over hundrede år.