Religionsfrihed

Religionsfriheden værnes ikke ved forbud, men ved kritisk tolerance

RELIGIONSFRIHEDEN ER så central, at den sammen med presse- og ytringsfriheden er blevet undertrykt som noget af det første, når en diktator har sat sig på magten. Det er ikke tilfældigt, at totalitære stater som Nordkorea, Burma, Cuba og Kina i dag hører til blandt de lande i verden, der er de værste krænkere af menneskers frihed til at dyrke deres egen tro. Den, der sætter Gud over diktatoren, er en potentiel trussel mod den styreform, der vil være enevældig.

Det er desværre heller ikke overraskende, at man i det amerikanske udenrigsministeriums seneste rapport om religionsfrihed, der blev omtalt her i avisen i går, finder gruppen af muslimske lande som massive krænkere af religionsfriheden. Dels er muslimske lande med få undtagelser præget af stærkt autoritære styreformer, dels rummer dele af islam en indbygget disrespekt for andre religioner. Islams forbud mod konverteringer er for eksempel indskrevet i en række muslimske landes lovgivning, herunder Egyptens. Årets status over religionsfrihedens tilstand i verden kan derfor berette om muslimer, der fængsles eller på det nærmeste udstødes af samfundet, når de konverterer til kristendom. Islams forbud mod at kvinder gifter sig med ikke-muslimske mænd, er en anden krænkelse af religionsfriheden. Ingen muslimske lande går fri i undersøgelsen, men Saudi Arabien er formentlig det mindst frie af dem alle. Her sikrer det religiøse politi, Mutawwan'in, at den dominerende islamiske retning Wahabisme overholdes. Der findes ikke kirker i landet, og konverteringer straffes med døden. Den herskende tolkning af muslimsk lov værdisætter kristne og jøders liv til halvdelen af en muslims, mens hinduer kun tæller en sekstendedel, da de tror på flere guder.

Den amerikanske rapport gør ikke samlet status over religionsfrihedens tilstand i verden, men den er tankevækkende læsning, og ikke mindst den muslimske verdens vanskelighed med mangfoldighed og åbenhed også på dette felt, dokumenteres til fulde.

Kampen for religionsfrihed er en hjørnesten i USA, hvor de første immigranter ikke blot rejste fra sult og fattigdom, men også fra religiøs forfølgelse i Europa. Amerika udviklede et kirkeliv præget af frihed, og derfor fastslås religionsfriheden og adskillelsen af stat og kirke som kardinalpunkter i den amerikanske forfatning.

Men religionsfrihed er en kerneværdi for alle demokratier. Den står af historiske grunde mindre lysende for de europæiske lande end for USA, hvilket der i disse år røres ved. Indvandring af ikke mindst muslimer til Europa stiller krav til de europæiske lande om at udvikle nye måder, hvorpå det religiøse og samfundslivet kan sameksistere uden at religionsfriheden trædes under fode. I Frankrig traf præsidenten i denne uge den meget problematiske beslutning at ville forbyde synlige religiøse symboler i skolerne, først og fremmest det muslimske tørklæde. Herhjemme afsagde landsretten en dom, der giver virksomheder mulighed for at have et påklædningsreglement, som forbyder de muslimske tørklæder. Om det så er klogt at benytte sig af retten til af forbyde tørklæderne er mere tvivlsomt.

Indvandringen af muslimer stiller religionsfriheden i Europa i vanskelige dilemmaer. Svaret er ikke forbud mod tørklæder eller andre religiøse symboler. Sådanne forbud slår indad og rammer alle. Svaret er heller ikke udviklingen af totalt sekulariserede stater som den franske, hvor religionen trænges ud af det offentlige rum i en sådan grad, at man i Danmark må spørge, om det ikke vil betyde afskaffelsen af kristen symbolik som Dannebrog med korset og Jellingestenen som vandmærke i danske pas.

Enhver indskrænkning i religionsfriheden - også i den muslimske verden - bør blive mødt med skarp kritik. Men at værne om religionsfriheden i Europa gør man bedst ved kritisk tolerance og ikke ved forbud.

bjer