Religionsfriheden er under pres

Islam rummer en ødelæggende intolerance over for andres tro

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Det amerikanske udenrigsministerium har i snart to årtier haft fremme af religionsfriheden i verden som et særligt pejlemærke for landets udenrigspolitik.

For en nation, der blev grundlagt af immigranter, der flygtede fra religiøs undertrykkelse i Europa og derfor allerede i Uafhængighedserklæringen fra 1776 fremhæver religionsfrihed som en særlig grundlæggende menneskelig frihed, giver kampen for menneskers ret til at tro på det, de vil, særlig god mening.

Et vigtigt redskab til det formål er en årlig rapport om religionsfrihedens tilstand i verden, der udarbejdes af det amerikanske udenrigsministerium. I mange år kunne man ud fra The International Religious Freedom Report udlede en slags top 10-liste over de lande i verden, der truer og krænker religionsfriheden mest.

Det kan man for så vidt stadig, men det nye er, at det ikke længere er lande, men islamistiske terrorbevægelser, der truer og udrydder anderledes troende. Det viser den seneste rapport, der blev offentliggjort i USA i denne uge.

Islamisk Stat i Irak og Syrien er den værste, men Boko Haram i Nigeria og Vestafrika, al-Shabaab i Somalia og Østafrika og al-Qaeda i blandt andet Afghanistan og en række arabiske lande er alle islamistiske bevægelser, der udviser dyb intolerance og foragt over for anderledes troende.

Rapporten peger som en anden væsentlig trussel mod religionsfriheden på de blasfemilove og forbud mod frafald og omvendelse, der findes i mange muslimske lande. De bruges især i Pakistan, Saudi-Arabien, Egypten og Sudan.

Læsere af denne avis vil have fulgt mange beretninger om lynchninger af især kristne i Pakistan, der af en folkehob anklages for blasfemi eller anden krænkelse af islam. Den måde, hvorpå blasfemiforbuddet forvaltes, fremmer netop folkedomstole og forhindrer retsforfølgelse af de skyldige.

Lovene bruges i praksis til at undertrykke mindretallene og er uforenelige med de grundlæggende principper for menneskerettighederne.

Samtidig med offentliggørelsen af den seneste og hårrejsende rapport om krænkelser af religionsfrihed, der især går ud over kristne mindretal, fremlagde seks republikanske og demokratiske medlemmer af den amerikanske kongres et forslag om at erklære Islamisk Stats ugerninger for et ”folkedrab”.

Det vil skabe fornyet amerikansk opmærksomhed mod den fordrivelse af særligt kristne i Syrien og Irak, der finder sted i skyggen af det sekteriske opgør mellem sunni- og shia-muslimer. Mange kristne her føler sig svigtet af Vesten, der har gjort for lidt for at hjælpe dem og forhindre den religiøse forfølgelse i at gribe om sig.

I Danmark og andre europæiske lande har det i modsætning til i USA ofte lydt, at krænkelser af religiøse minoriteter dækker over en mere overordnet krænkelse af menneskerettigheder og derfor ikke skal have selvstændig opmærksomhed.

Den opfattelse har ændret sig langsomt herhjemme, hvor regeringen i sit regeringsgrundlag har indskrevet en særlig indsats over for forfulgte kristne minoriteter. Indsatsen er imidlertid ikke blevet konkretiseret endnu.

Islam og især den ekstreme islam udgør en meget stor del af årsagen til den religionsforfølgelse, der finder sted i disse år. Den indbyggede intolerance over for andre religioner, der ligger i selve islams forbud mod frafald eller konversion til andre religioner, er roden til denne intolerance og forfølgelse.

Det er naivt at lukke øjnene for den virkelighed.