Som det har været fremme i de sidste par uger i Kristeligt Dagblads spalter, nægter en række af landets asylcentre nu præster fra den danske folkekirke adgang, og det forklarer de med en henvisning til, at centrene er og bør være religionsneutrale.
”Hvis døren så at sige bare står åben, kan der også dukke yderligtgående kristne eller andre troende op, og det kan være svært at håndtere for de ofte skrøbelige asylsøgere - og skabe utryghed.” Sådan sagde Anne la Cour, der er asylchef i Røde Kors, i sit forsvar for den religionsneutrale linje til Kristeligt Dagblad den 19. januar.
Det lyder heller ikke rart med disse ”yderligtgående kristne”, men hvor mange er der i grunden af dem i Danmark? Så vidt vides, har Indre Mission endnu aldrig grebet til våben i teologiske stridigheder her i landet, og tæskeholdene fra Luthersk Mission gør heller ikke meget væsen af sig.
Som asylchef i Røde Kors skal Anne la Cour naturligvis tale diplomatisk om tingene, men flere andre kilder har over for Kristeligt Dagblad antydet, at de ”yderligtgående”, man reelt er bange for på landets asylcentre, tilhører en anden religion, nemlig islam.
Her er der flere steder konflikter og spændinger på asylcentrene mellem for eksempel shia- og sunnimuslimer, ligesom flere kristne asylsøgere har følt sig forulempet og har haft problemer med at praktisere deres tro i fred i centrene.
Og som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ville have religion ud af det offentlige rum, vil asylcentrene nu helt pragmatisk lægge låg på de potentielle religiøse konflikter ved at forbyde forkyndere af enhver art adgang og holde sig ”religionsneutrale”.
Asylcentrenes pragmatiske løsning er ikke desto mindre meget problematisk i et land, hvor religionsfrihedens fane ellers holdes højt. Som biskop Tine Lindhardt har sagt, så er troen jo allerede til stede på centrene, og troen er derfor ikke noget, der kommer ind via præster eller andre forkyndere.
En stor del af de asylsøgere, der søger til Danmark, kommer, fordi de er religiøst forfulgte i deres hjemland. Skal de så mødes af asylcentre og myndigheder, der i religionsneutralitetens navn undertrykker forkyndelse og troens betydning?
Mange vil mene, at det er landets kristne historie og tanken om næstekærlighed, der ligger til grund for Danmarks indsats på asylområdet. Når nu asylsøgere skal undervises i den rette kønspolitiske og seksuelle adfærd, var det så ikke en god idé også at fortælle dem lidt om kristendommens historiske og kulturelle betydning på disse breddegrader?