VENSTRES POLITISKE ORDFØRER Jens Rohde har meldt sig ud af Folkekirken. Det har han ikke gjort i stilhed, men derimod for at skabe politisk debat om sig selv og kirkens forhold til staten. Jens Rohde er sur på de godt 200 præster, der op mod jul kritiserede regeringens flygtningepolitik. Rohde er gal over, at landets 10 biskopper ikke er gået i rette med "præsternes sammenblandning af religion og politik", som han formulerer det, og han mener, at biskopperne derved gør folkekirken til en politisk institution, som han ikke være medlem af. I stedet vil han arbejde aktivt for en adskillelse af stat og kirke.
DET ER IKKE FØRSTE GANG, Jens Rohde ytrer sig uvidende og barnagtigt om folkekirken. Han har flere gange før gjort kirken til en partipolitisk slagmark, og han er om nogen den, der blander det politiske og det religiøse.
I oktober 2003 protesterede han højlydt over, at den indremissionske sognepræst Thomas Kristensen fra Hvide Sande var blevet bedt om at prædike i Christiansborg Slotskirke i forbindelse med åbningen af Folketinget. Jens Rohde udeblev fra gudstjenesten, fordi han ikke ville høre på en præst, der forkynder i strid med Rohdes egen overbevisning, hvorved han udviste en monumental mangel på frisind.
I eftersommeren 2004 kastede han som politiker benzin på det bål i folkekirken, der var blevet antændt med diskussionen om kirkelige vielser af homoseksuelle. Jens Rohde støttede statsministeren, der – vel at mærke som privatperson – havde udtrykt forståelse for homoseksuelle bryllupper. Venstres politiske ordfører meddelte, at han vil arbejde for politikernes kontroversielle indgriben i kirkens indre anliggender, og dermed blandede han sig i en vanskelig og ømtålelig diskussion internt i Folkekirken.
Det gør han nu igen med sin i øvrigt helt forfejlede kritik af landets biskopper og regeringskritiske præster. Ved som politiker at blande sig i, hvad præster må sige fra deres prædikestol, har han om nogen forsøgt at blande de to vanskelige størrelser politik og religion grundigt sammen. Ydermere har han ikke forstået biskoppernes rolle, når han mener, at de taler "på hele kirkens vegne". Det gør de netop ikke, for som den folkekirkelige ordning er i dag, kan ingen tale på kirkens vegne. Hverken biskopper eller nok så mange præster i flok.
Uanset hvad man måtte mene om præsternes fælles kritik af den herskende flygtningepolitik, kan man ikke fratage dem retten til at udtale sig samlet, og man kan heller ikke fratage dem retten til at prædike, som de vil.
Det er ofte blevet sagt, at enhver god prædiken er politisk, men enhver politisk prædiken er dårlig. Kristendommen har konsekvenser, men hvis man vil tage politisk patent på de konsekvenser, får man meget få mennesker i tale. Kristendom og politik har aldrig været adskilte størrelser, for enhver kristen vil tage sin tro med sig i formuleringen af sine holdninger. Det bedste, man kan sige om kristendom og politik er, at man ikke kan adskille de to, men at man heller ikke bør blande dem sammen. Grænsen imellem kristendom og politik kan ikke trækkes klart, og derfor giver det altid stof til debat, når præster på en eller anden måde udtaler sig om politik fra prædikestolen, eller politikere blander sig i kirkens indre liv.
JENS ROHDES ØNSKE OM at få adskilt stat og kirke, fordi landets biskopper ikke har grebet ind over for de kritiske præster, vil uden tvivl vække genklang hos en del af Venstres bagland.
Derfor har hans udmelding også en politisk taktisk dimension. Vælgernes opbakning til det nære forhold med stat og folkekirke er vigende. Ikke mindst blandt unge venstrefolk er der markant flertal for en total adskillelse af stat og kirke, og partiet tiltrækker i stigende grad vælgere uden for sin traditionelle vælgerskare.
Engang kunne man være sikker på, at Venstre bakkede op om folkeskole, folkehøjskole og folkekirken. Det kan man ikke længere. Sekulariseringen og bestræbelsen på at trænge kirke og kristendom ud af samfundet for at skabe en værdineutral, sekulariseret stat er i dag også en ambition, der deles af mange venstrefolk.
Politikere med forståelse for kristendommens og folkekirkens særlige rolle, som Bertel Haarder, Christian Mejdahl og Birthe Rønn Hornbech, bliver der færre af i partiet. Hvis man skal tage Jens Rohdes forvirrede og uvidende udmeldinger om folkekirken alvorligt, er det først og fremmest af den grund. Der er mere på spil end Rohdes roderi.
bjer