Det er med god grund, at EU og USA reagerer så skarpt på søndagens farceagtige folkeafstemning på Krim-halvøen. Ruslands øvelse med de facto at overtage styringen af regionen, der har selvstyre inden for Ukraine for ikke at tale om den lokale pro-russiske ledelses efterfølgende anmodning om at blive optaget i Den Russiske Føderation er både farlig og forkert. Dels åbner den for en farlig optrapning af i forvejen anspændte situationer andre steder i Ukraine og i andre lande i nærheden, og dels udgør den et brud på FN-anerkendt ukrainsk territorial integritet og sætter spørgsmålstegn ved grænsers legitimitet. Det er fuldstændig korrekt at kritisere Putin for at overskride alle principper siden Anden Verdenskrig om ikke at ændre på grænser i Europa gennem magt.
LÆS OGSÅ: Ukraine: Rusland er i panik
For det er en rendyrket magtdemonstration, der er tale om. Og præcis som under Ruslands militære invasion af de georgiske regioner Sydossetien og Abkhasien i 2008 har man hørt argumenter fra russisk side om, at Nato jo også intervenerede mod Serbien på grund af Kosovo i 1999, og at man dermed allerede har faciliteret én grænseændring i Europa. Sagen er bare, at hverken Krim, Sydossetien eller Abkhasien kan sammenlignes med Kosovo. I sidstnævnte tilfælde var der tale om en reaktion på en etnisk udrensning. Det er der ikke tale om i Krims tilfælde. Der er ikke blevet krummet et hår på nogen fra det ukrainske styres side. Hverken før eller efter, at de pro-russiske bevæbnede styrker overtog kontrollen med halvøen.
Den russiske opførsel er kort sagt uacceptabel, hvorfor det er rigtigt, at EU forsøger at ramme Rusland med sanktioner. Det er muligt, at Moskva i første omgang tager denne reaktion med sindsro. For det virker helt generelt, som om det vigtigste er at vise Rusland som en genrejst stormagt, ikke mindst over for landets egen befolkning, hvilket tillige gør den russiske militære opmarch langs grænsen til Ukraine ekstra urovækkende. Det er uheldigt, at det er kommet så vidt, men skal der være en chance for at få en dialog og en politisk løsning om det fremtidige Ukraine på banen, hvilket stadig må være målet, så kræver det sammenhold og en fortsat stærk økonomisk straffereaktion fra vestlig side. Det er desværre denne form for hårdt mod hårdt-sprog, som Rusland hidtil har lagt op til, at der skal tales, og efter alt at dømme vil det også være det eneste sprog, man fremover vil tale. Man kan kun håbe på, at præsident Vladimir Putin med tiden indser, at der ikke er noget at vinde ved at risikere isolation, ligesom man kan håbe på, at han vil komme under pres internt, når sanktionerne begynder at bide. Indtil da vil magtspillet fortsætte, desværre med indbyggerne i Ukraine som de virkelige tabere. brun