I DAG ER DET 150 år siden, at en af Danmarks største tænker nogensinde, Søren Aabye Kierkegaard, åndede ud i den unge alder af 42 år. Kierkegaard boede i et København, der samtidig husede H.C. Andersen og N.F.S. Grundtvig, to herrer, som Kierkegaard i sin egen tid kom til at stå i skyggen af.
Med tiden er Kierkegaard dog kommet mere til sin ret. Ja, tiden har vist, hvor langt forud for sin tid, denne store, danske teolog og filosof i grunden var. For med Kierkegaard og hans forfatterskab blev grundvilkårene for det moderne menneskes eksistens trukket klart op, psykologisk og fænomenologisk.
Kierkegaard introducerer "hin enkelte", individet med det store univers af eksistentielle valgmuligheder omkring sig, hvor centrale og moderne begreber som subjektivitet, selviscenesættelse, selvbedrag og samvittighed bliver præcist formuleret. I dette univers portrætterer Kierkegaard nogle arketyper, som er blevet kaldt spidsborgeren, æstetikeren, etikeren og det religiøse og kristne menneske. Arketyper man stadig med lethed kan identificere blandt danskere i år 2005.
Det kan være svært at gætte, hvad Kierkegaard ville mene om Danmark og danskerne anno 2005. Man kan dog med rimeligt belæg i Kierkegaards egne tekster hævde, at Kierkegaard ville undre sig over moderne menneskers travlhed og stress. Travlhed var for Kierkegaard et vidnesbyrd om overfladiskhed, der viste, at man ikke var grebet af "evighedens alvor".
Han ville ligeledes satirisk spidde vor tids snak og mange sociologiske undersøgelser af de materielt set "lykkelige danskere", i en nation, hvor fortvivlelsen i form af depression er i hastig færd med at blive en folkesygdom. Fortvivlelsen hænger hos Kierkegaard tæt sammen med angsten, der med individets valgmuligheder er blevet et alment eksistensvilkår.
Kierkegaard ville næppe heller have undladt at påtale graden af gudløshed, som er fulgt i kølvandet på vor tids individualisme og liberalisme. For uden Gud var frihed for ham altid falsk, ganske som moral og etik er det uden forankring i Gud.
Kierkegaards syn på demokrati var ikke just positivt. Han så det som et pøbelvælde eller flertalsdiktatur, hvor "folket" kunne bestemme og overtrumfe gamle, gudgivne sandheder. Han var derfor dybt bekymret over Grundloven fra 1849 og sin samtids politiske udvikling.
Denne bekymring gjorde sig også gældende på det kirkelige område, hvor Kierkegaard i sine sidste år kastede sig ud en lidenskabelig kirkekamp, hvis efterdønninger stadig kan mærkes i folkekirken i dag. Man kan mene, hvad man vil om Kierkegaards ideer om lidelse og efterfølgelse af Kristus, men kampen har legaliseret en stærk kirkekritisk tradition i Danmark, hvor den personlige tro med lethed kan adskilles fra kirken.
Kierkegaards moderne tolkning af kristendommen har præget ikke bare dansk kirke og teologi lige siden, men også internationalt kendte teologer som Karl Barth og Rudolph Bultmann. Med Kierkegaard fandt de nemlig en fortolkningsnøgle til kristendommen, hvor det moderne menneske stadig kan tro på Kristus med redeligheden i behold.
Mon ikke Kierkegaard ville have moret sig over debatten om intelligent design, for den moderne fortolkningsnøgle lå for ham i at indse, at man aldrig ville kunne eller skulle føre videnskabelig bevis for Gud og kristendommens sandhed. Troen er nemlig et paradoks, der kræver, at man enten tror på den kristne påstand om, at Gud blev menneske, eller at man forarges over denne påstand. Dette enten-eller står stadig ved magt.
holm