Så gik der fedtspil i udenrigspolitikken

Dansk sikkerhedspolitik kan lægges uden endnu en udredning

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

I Christiansborgs vandrehal findes en opslagstavle, hvor møder i Folketingets mange stående udvalg stadig annonceres med gammeldags papirlapper.

Under tavlen har ”den onde maler”, Rasmus Larsen, omkring 1920 malet en syltekrukke og en snegl i den 268 meter lange frise på væggen.

En morsom, men som hovedregel forfejlet kritik af parlamentarisk udvalgsarbejde. I det store og hele tjener det samfundet godt, men der er situationer, hvor behovet for endnu en embedsmandsrapport er svært at få øje på. Det gælder for eksempel det sikkerheds- og udenrigspolitiske udredningsarbejde, som regeringen netop har søsat med ambassadør Peter Taksøe-Jensen i spidsen.

Han skal om et halvt år, hold godt fast, ”præsentere et samlet bud på en stærkere koordinering og samtænkning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, handelspolitik og eksportfremme samt udviklingspolitik”.

Med tanke på den forvirrede verden, vi lever i, er regeringens ønske om det store forkromede billede forståeligt. Men man kan betvivle, om den får, hvad den ønsker sig, alle Taksøe-Jensens kvaliteter ufortalt.

Man kan jo ikke ligefrem påstå, at der ikke findes videnskabeligt materiale om de mangfoldige udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer, Danmark står over for. Institutioner som Dansk Institut for Internationale Studier, universiteterne, Forsvarsakademiet og mange andre poster løbende rapporter ud om problemstillingerne.

Embedsmænd i Udenrigs-, Udviklings- og Forsvarsministerierne kan formentlig også bidrage med nyttig viden.

Den virkelige udfordring er at træffe de politiske beslutninger om, hvordan Danmark skal placere sig i verden. Der har nu i en snes år været bred politisk enighed om, at landet skulle føre en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik. Ikke kun for sin egen skyld, men også for de store princippers skyld.

For demokratiet, ytringsfriheden, menneskeretten og den internationale stabilitets skyld. At dømme ud fra en kronik af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i gårsdagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten vil regeringen lægge et snævrere snit ind over fremtidens udenrigspolitik.

Der skal ses nøjere på, hvad der tjener Danmarks og danske virksomheders interesser, og forsvarets indsats rundtomkring i verden skal være mere ”fokuseret” end tidligere, som det hedder.

Det er et legitimt politisk udgangspunkt, som regeringen kunne tage direkte med ind i sin behandling af de mange presserende udfordringer - fra indkøb af jagerfly til håndteringen af flygtningekrisen. At sætte et halvt års udredningsarbejde i gang nu ligner en unødvendigt fedt- og mellemspil.