Sæt skatterne op mod sulten

Nye vækstlande burde øge skatten for at kunne hjælpe de sultne

De velhavende skal bidrage mere til den overordnede velfærd i de respektive vækstlande, mener dagens lederskribent.
De velhavende skal bidrage mere til den overordnede velfærd i de respektive vækstlande, mener dagens lederskribent. Foto: Paw Gissel.

Verden undergår en fantastisk udvikling i disse år. Det kan man have en tendens til at glemme midt i alle rædselshistorierne om Mellemøstens krige, terroren og de svimlende ressource- og klimaproblemer.

Betragtet lidt på afstand er det imidlertid den formentlig største bedrift i menneskehedens historie, at det er lykkedes at trække flere milliarder mennesker ud af absolut fattigdom, bekæmpe social ulighed og livstruende sygdomme og sikre tålelige demokratiske vilkår i store dele af verden. Samtidig med at Jordens befolkning i efterkrigstiden er næsten tredoblet til syv milliarder mennesker. Det bør man huske på, ikke mindst når krig og nød presser sig på, som det sker i øjeblikket. Det skal ikke være en sovepude, for alle goder og fremskridt kan forsvinde på et øjeblik - det vidner imperiers fald gennem historien kun alt for godt om.

Og når det gælder en af menneskehedens største udfordringer - sult og fattigdom - er der stadig meget at gøre.

Selvom tallet er omdiskuteret, er der ifølge FN i dag en milliard fattige, som må leve for otte-ni kroner eller mindre om dagen. Det er mere end en halvering af den ekstreme fattigdom siden 1990. En halvering af fattigdommen i 2015 var netop en del af målsætningen for verdens udvikling, som den blev defineret på det såkaldte Millennium-topmøde i FN i 2000.

Imidlertid springer det i øjnene, at selv i vækstlande som Kina, Indien, Brasilien, Indonesien og Mexico findes der fortsat 363 millioner mennesker, som må gå sultne i seng. Det er et paradoks, at selv med voldsom økonomisk vækst og fremkomsten af en større middelklasse er det ingen naturlov, at den ekstreme fattigdom forsvinder af sig selv. Tværtimod viser tallene, at uligheden øges i disse år.

Der er naturligvis forskel på de nævnte lande, deres politiske systemer, historie og kulturer. Men teoretisk råder de i dag alle over økonomier, der kunne sætte dem i stand til internt at udrydde problemerne med sult. Det ville kræve opbygning af effektive skattesystemer og social omfordeling, som man kender fra vores del af verden.

Nu har Vesten haft et par hundrede år til at opbygge velfungerende velfærdssamfund, som udligner sociale forskelle og tager hånd om de fattigste, så det er måske meget forlangt, at lande, der først for nylig har fået den kraftige, økonomiske vækst, uden videre skulle kopiere vores velfærdsmodeller. Men et stykke ad vejen kunne de nye vækstlande drage nytte af for eksempel at sætte skatterne op for de velhavende for at kunne hjælpe de fattigste. De fat-tige vil med tiden selv bidrage til landenes vækst, fremgang og sociale stabilitet, som velfærdshistorien herhjemme fortæller.

hhh