Samtale om indvandring er i krise

Europæere burde diskutere indvandring seriøst

Anders Ellebæk 2016
Anders Ellebæk 2016. Foto: Leif Tuxen.

I hele Vesten ses protester mod den politik, der har med migration at gøre. Og de fleste steder har man fået anti-indvandringspartier, som ligger på 10-25 procent af stemmerne. Det er nu også tilfældet i Berlin, hvor det højrenationale parti AfD i forgårs fik omkring 14 procent af stemmerne. Resultatet fra hovedstaden fortsætter en udvikling, der tidligere er set i delstater som Sachsen-Anhalt, Rheinland-Pfalz og Baden-Württemberg.

I Tyskland er det en svær erkendelse at gøre, at landet ser ud til at følge det mønster, som kendes fra resten af Europa. Berlins overborgmester, Michael Müller, har tidligere kaldt landets hovedstad for et ”fyrtårn for frihed, tolerance, mangfoldighed og socialt sammenhold”. Men fyrtårnet lyser ikke længere oppefra på andre europæiske byer, og hele udviklingen i det demokratiske kerneland i EU er bekymrende for både tyskere og andre europæere.

Mange tyskere sammenligner situationen med Tyskland i 1930’erne, selvom man formentlig ville forstå fænomenet bedre ved at sammenligne med 1990’erne i Danmark eller Frankrig, hvor de folkelige protestpartier mod indvandring for alvor voksede sig store. I Tyskland har man ikke et sprog for det folkelige, som er et udtryk, der er forbeholdt Hitler og nazismen. Det gør det ikke lettere at tale om den hastige bevægelse i de brede lag, og afstanden mellem politisk elite og indvandringskritiske lag vil formentlig vokse.

Tyskland har ikke formået at skabe et sprog til konstruktivt at diskutere det, der formentlig er den største politiske udfordring i vor tid. AfD taler om at skyde folk ved grænsen og prøver at gøre nazi-udtryk stuerene, mens tysk presse ikke kan komme op med noget bedre end sammenligninger af indvandringskritikere med nazister. Nazismen ejer så at sige samtalen 70 år efter sit endeligt.

I Danmark har vi også svært ved at diskutere udlændinge på en seriøs måde. Her er problemet det omvendte: Vi har givet så stor plads til det folkelige, at det pøbelagtige også smutter med indenfor.

”De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber.” Sådan lød det om udlændinge i al almindelighed på Dansk Folkepartis årsmøde i lørdags fra en delegeret fra København. Selvom hun senere undskyldte, og formand Kristian Thulesen Dahl lagde afstand, må man hæfte sig ved, at salen gav taleren en klapsalve af en længde, så den krævede en pause i talen. Thulesen Dahl kan undskylde alt det, han vil, men klapsalverne over det forråede synspunkt og den sproglige forarmelse kan stadig høres. Taleren repræsenterede medlemmerne i det øjeblik, hun talte.

De hårde og unuancerede ord fra årsmødet hos Dansk Folkeparti afspejler en form for debat, som har vokset sig stor på sociale netværk som Facebook. Nu kan den også findes i tv og skrevne medier. Det er en krise for demokratiet, at samtalen brutaliseres, og politikere prøver at tegne modparten som ondskaben selv. Det gælder for så vidt begge veje. Heroverfor må man insistere på, at indvandringen til Europa i disse år er så stor og vigtig en sag, at vi må diskutere den på en måde, der gør demokratisk samtale til en motor i stedet for en stopklods.