Kristeligt Dagblad bragte i går en historie om, at nogle pårørende til mennesker, der begår selvmord, undgår kirken af frygt for fordømmelse. Trods adskillige moderne teologers og præsters forsøg på at gøre op med den tidligere kirkes fordømmelse hænger den gamle opfattelse ved om ikke som andet så som fordom om kirken.
Fordomme kommer sjældent af ingenting, og kirken har historisk set en lang tradition for at fordømme selvmordere. Den tidligere fordømmelse af selvmordere hænger sammen med, at kirken siden antikken har betragtet det at begå selvmord som den måske værste synd.
Tanken var og er, at livet er givet af Gud som gave, og ingen synd er større end at forbryde sig mod hans skaberværk. Der er også De Ti Bud fra Det Gamle Testamente, hvor det femte bud slår fast, at man ikke må slå ihjel. Det gælder også en selv.
I senantikken og middelalderen udviklede man derfor den skik at begrave selvmordere uden for indviet jord for at markere, at de havde sat sig uden for kirkens fællesskab og derfor ikke kunne regne med Guds nåde. Kirken gjorde så at sige sig selv til både anklager og dommer, og det er for at sige det enkelt dårlig teologi. Kun Gud kan og skal dømme. Det har mange gejstlige desværre glemt op gennem historien.
Som man kan læse i avisen i dag, fik det katastrofale følger, at folk ikke kunne få kirkens tilgivelse for den synd, det var at tage sit eget liv. Ulykkelige mennesker, som ikke ville leve længere, begyndte efter Reformationen at slå andre ihjel, for en dødsdom for mord kunne godt udløse tilgivelse fra kirkens side i modsætning til selvmord.
Men er selvmord så en synd? Det spørgsmål kan meget hurtigt udvikle sig til en strid om ord, men det korte svar er ja. Selvmord er en synd i den forstand, at det er forkert at tage sit liv. Det går nemlig hårdt ud over andre mennesker omkring selvmorderen: børnene, forældrene, vennerne eller det menneske, som finder liget af en selvmorder.
Som dominobrikker rammer et selvmord en stribe andre menneskers liv, og mange familier kommer faktisk aldrig rigtig over tabet af en nærtstående, som valgte denne løsning, der aldrig kan gøres om.
Alle almindelige mennesker kan vælge at begå selvmord. Det står enhver frit for, og den franske filosof Albert Camus mente, at det eneste seriøse filosofiske problem, som man kunne stille sig selv hver morgen, var: Er livet værd at leve?
Selvmordet er en daglig mulighed, men det bør aldrig blive en menneskeret. Vi mennesker er ikke autonome. Vi hænger sammen og holder hinandens liv i vore hænder. holm