Det er ikke kun i de spanske regioner Baskerlandet og Catalonien, hvor der som omtalt andetsteds i avisen er øget opslutning til de partier eller bevægelser, der kæmper for uafhængighed. Forleden blev det i Storbritannien aftalt, at Skotland kan holde en folkeafstemning om løsrivelse fra resten af landet i 2014, og i den belgiske region Flandern havde Bart De Vewer og hans Nye Flamske Alliance stor succes ved lokalvalget i weekenden. Der tegner sig med andre ord et mønster af øget uafhængighedstrang i særlige regioner i mange europæiske lande, i takt med at den økonomiske krise forværres. Mange har på den baggrund været ude at forudsige, at der meget snart kommer adskillige nye lande på europakortet, men den profeti holder ikke nødvendigvis vand.
LÆS OGSÅ: Spanien risikerer at blive splittet i flere nationer
For selvom lederne i de selvstændighedssøgende regioner i stigende grad samarbejder, søger inspiration hos hinanden og italesætter det, de har gang i, som værende del af en europæisk tendens, så er det værd at holde sig et par kendsgerninger for øje. For det første er der store forskelle i den situation, de enkelte regioner befinder sig i, og hvad der er baggrunden for løsrivelsestrangen. Forholdene i Belgien, hvor flamlænderne udgør et befolkningsflertal, kan ikke sammenlignes med Baskerlandet, hvis befolkning udgør et mindretal. Skotterne taler engelsk som i resten af Storbritannien, mens catalanerne for det meste må begå sig på to sprog. Og så videre. For det andet er der rent faktisk ikke solidt flertal for uafhængighed i meningsmålingerne i nogen af de nævnte regioner, selvom tilslutningen vokser.
Der skal ikke herske tvivl om, at begreber som folkenes selvbestemmelsesret og regionalt selvstyre er gode demokratiske redskaber, som man kun kan støtte op om. Dette har centralmagterne i landene da også for længst indset. Derfor har catalanerne allerede en stor grad af selvstyre, ligesom skotterne får lov at holde folkeafstemning. Dette er positivt. Dog er der også grund til betænkelighed over den vi er bedre end de andre-retorik, som kommer til udtryk i flere af kampagnerne for selvstændighed. I en krisetid er det et kendt fænomen, at intolerancen ikke mindst over for nærmeste nabo stiger, og det sætter sit præg på debatten. Omvendt er det heller ikke sympatisk, når centralmagterne spiller det europæiske skræmmekort og advarer om, at løsrivelse nu og her jo betyder, at regionen ikke længere er med i EU. Europæisk integration har længe været et vigtigt redskab for regionerne, og måske skulle man netop derfor stoppe op og afvente, hvordan Europa organiserer sig i fremtiden frem for at forcere et krav om uafhængighed. Lige nu, hvor Europa er nødt til at samle sig ikke mindst på grund af krisen er det måske ikke en bølge af regional nationalisme, der er mest brug for. brun