KREATIVITETEN ER stor, når politikere skal finde på navne til nye love. For nogle år siden skulle den såkaldte bistandslov moderniseres. Der var lidt for meget »passivt forsørgersamfund som i 70´erne« over »bistandslov«, mente daværende socialminister Karen Jespersen (S). Hun ville ikke længere se på, at unge mennesker lagde sig i hængekøjen med guitaren og kun rejste sig hver 14. dag for at hente bistandshjælp på socialkontoret. Derfor blev der opfundet tre nye love (mindre kunne ikke gøre det) til afløsning, nemlig aktivloven, serviceloven og retssikkerhedsloven. Sprogforskere burde have stof til en større afhandling alene i de tre navne, der moderat sagt ikke ligefrem lysende klart fortæller borgerne, hvad det drejer sig om.
Grundtanken bag lovene var imidlertid rimelig nok, nemlig at den enkelte skulle have større ansvar for sit eget liv. Staten skulle naturligvis fortsat udspænde et tætmasket, socialt sikkerhedsnet, men der skulle også stilles større krav til dem, der beder det offentlige om hjælp. Det førte blandt andet til de senere så udskældte aktiveringsordninger, hvor bistandsklienter er blevet sendt ud i beskæftigelsesprojekter, de selv har opfattet som totalt meningsløse.
Serviceloven handler imidlertid ikke kun om bistandsmodtagere. Den handler om mange andre mennesker, som er afhængige af offentlig service, eller på dansk, offentlig hjælp. Det gælder, som det fremgår af dagens Kristeligt Dagblad, for eksempel de demente, som kommunerne kun med stort besvær kan flytte på plejehjem, og som derfor bogstaveligt talt må leve i deres eget skidt.
Det burde være soleklart, at svært demente ikke selv kan stilling til, om de skal på plejehjem eller ej. Tilsyneladende betyder netop serviceloven alligevel, at en dement nærmest skal være i livsfare, før tvangsflytning kan komme på tale. Hvis det virkelig passer, må loven ændres hurtigst muligt.
Selvfølgelig skal samfundet altid altid vare sig for at bruge tvang, uanset om det gælder fjernelse af børn, indlæggelse af sindslidende eller flytning af demente til plejehjem. Den slags sager er ofte komplicerede og derfor svære at lovgive om. Enten bliver loven for stram, så alt for mange mennesker tvinges til noget, eller også bliver den for blød, så alt for mange får lov at gå til grunde.
Men er det fundamentale problem her i virkeligheden, at vi forventer, at lovgivningen altid skal give svar på alle detaljer? Burde vi have en »social grundlov« med denne ene paragraf: »Husk at borgerens vel kommer i første række, og at det er tilladt at tænke sig om!« Det ville da være en rigtig servicelov.
hhh