FOR GODT 70 år siden blev der lavet en retsregel i Danmark, der skulle beskytte danske kvinder. Reglen går ud på, at det i tilfælde af skilsmisse er lovgivningen i det land, som manden var bosiddende i ved ægteskabets indgåelse, der skal ligge juridisk til grund for skilsmissen. Reglen blev dengang lavet for, at kvinder ikke skulle risikere at blive underlagt nye regler, hvis deres mand flyttede til udlandet og derfra begærede skilsmisse.
Denne glimrende regel har nu vendt sig som en boomerang mod det danske samfund. For i takt med, at Danmark bliver mere multietnisk, og indvandrere bliver mere etablerede, dukker der også flere og flere skilsmissesager op ved danske domstole, som involverer indvandrere eller flygtninge. Og her ses det så, at islamisk lov bliver taget i anvendelse i disse skilsmissesager, fordi det netop er lovgivningen i det land, som manden var bosiddende i ved ægteskabets indgåelse, som skal bringes i anvendelse.
Den danske retsregel er dermed med til at skabe stor ulighed ved skilsmisser, men også i arvesager og andre sager, hvor formuer skal fordeles. For i henhold til den cirka 1400 år gamle islamiske sharia-lov er det for eksempel forbudt kvinder at eje parrets værdier eller arve alene på grund af deres køn eller for den sags skyld, at en kristen arver en muslim. Det bør jo fra ethvert dansk synspunkt være så himmelråbende uretfærdigt og dumt, at det set fra en lægmandsvinkel kun kan opfattes som uforståe-ligt, at loven ikke ganske enkelt laves om.
Det danske juridiske system er i sin moderne udgave et rationelt system, som i enhver sag har som sit ypperste princip at tilgodese, at loven sker fyldest uden skelen til følelsesmæssig skyld i for eksempel skilsmissesager, køn, religion eller andre ting, der må menes at henhøre til privatlivet. Der må med andre ord ikke diskrimineres på grund af køn, race eller religion.
Det har altid fungeret nogenlunde tilfredsstillende, men afspejler også, at dansk lov er blevet til i en tid, hvor kulturen var relativt homogen, og det blev betragtet som en selvfølge, at vi alle så temmelig ens på tingene. Det udelukkede naturligvis ikke, at man kunne føle sig forfordelt ved domstolene, eller at domstolene begik fejl, men det juridiske system var der enighed om. Dette enhedssystem vil som så mange andre områder i det danske samfund, som har været præget af et enigt syn på tingene - arbejdspladser, foreningsliv, skolesystem - i fremtiden være udfordret og under pres fra indvandrerkulturer. Denne udvikling er allerede langt fremme i lande som England, Holland og Frankrig, der traditionelt og på grund af deres fortid som kolonimagter i længere tid har haft store antal af indvandrere med muslimsk baggrund. I Holland har man for eksempel måttet vedtaget en lov, der skal regulere, under hvilke betingelser, man vil anerkende såkaldt Talaq-skilsmisser, som giver muslimske mænd ret til at forstøde deres koner.
Lignende problemer vil danske domstole i stigende grad støde på, og de vil blive tvunget til at skulle tage stilling til aspekter ved en lovgiving, som blandt andet også opererer med dødsstraf og korporlig afstraffelse. Det er en udfordring, men først og fremmest en udfordring til at stå fast på, at hensynet til menneskerettigheder og retfærdighed aldrig må vige for for eksempel hensynet til andre religioner. I sidste ende er der i dansk lov en sikkerhedsventil i form af en begreb om hensynet til »offentlig orden«, der gør det muligt at sige nej til at bruge et retsprincip, hvis det betragtes som urimeligt. Og endelig kan loven jo laves om.
weis