Når briterne går til stemmeurnerne på torsdag, må man håbe, at et flertal af dem i et sidste glimt af nøgternhed ender med at sætte deres kryds ud fra en erkendelse af, at EU nok kan kritiseres for meget – men at alle alternativerne er værre. Det er især tilføjelsen til sidst, mange briter har uhyre svært ved at kapere. EU-systemet fremstår for omkring halvdelen af dem og for en tilsvarende bekymrende stor andel af alle andre europæere som enten arrogant, impotent eller bare irrelevant.
Og det er desværre ikke briternes skyld. Når man eksempelvis kigger på EU’s curriculum vitae for de seneste mange måneder, må selv supereuropæere indrømme, at der er noget om snakken: EU har demonstreret en opsigtsvækkende handlingslammelse eller, endnu værre, direkte manglende vilje til at håndtere årtiers største fælleseuropæiske udfordring – flygtninge- og migrantstrømmen.
EU-samarbejdets inkompetence i tacklingen af krisen får én til at gnide øjnene:
Dette kunne have været Unionens finest hour. Stjernestunden, hvor EU’s statsledere resolut gik sammen om at etablere de ydre grænser og etablere den kontrol over eget territorium, som en historisk menneskebølge fra Mellemøsten kaldte på. Sådan blev det ikke.
Borgernes forventning om, at EU evnede at sikre sine ydre grænser, var absolut rimelig, eftersom Schengen, nedlæggelsen af Europas indre grænser, har været et prestigeprojekt for Bruxelles. Men i afmægtighed udliciterede EU så i foråret bevogtningen af sin grænse til Tyrkiet til – netop Tyrkiet. I en aftale, der er lige så politisk og moralsk anløben, som den er dømt til at bryde sammen.
Det er dét billede af EU, mange briter har på nethinden, når de i disse dage gør deres holdning op. Man kunne anlægge det kyniske synspunkt, at en britisk udtræden måske lige akkurat er den rystelse, EU-apparatet trænger til, for at det kan begynde at koncentrere sig om påtrængende borger- og jordnære opgaver og droppe unionsbyggeriet, som påviseligt ingen folkelig legitimitet ejer.
Men det ville være en uansvarlig konklusion. Ikke fordi Storbritannien nødvendigvis er dømt til forarmelse, hvis landet melder sig ud. Men fordi noget større er på spil: den langsigtede stabilitet og, i yderste instans, den indbyrdes fred mellem Europas lande.
Et af de pro-EU-argumenter, der har virkeligheden med sig, er, at EU har været et fredens projekt i årtierne efter Anden Verdenskrig. Og kan man i ramme alvor forestille sig et Europa i dag, der ikke på en eller anden måde samarbejder? Nej, selvsagt ikke. Her kan man tale om, at sporene i Europa skræmmer.
Sandheden, vi står over for den 23. juni, er derfor, at Europa på kontinentet har lige så meget brug for Storbritannien, som briterne har brug for os.
Den dybe britiske skepsis over for centralisme, sociale unionsdrømme og europrojektet er uundværlig for helheden. En helhed, der ved nærmere eftersyn ikke består af andet end – og ikke formår mere end – de enkelte landes regeringschefer, og hvad de kan blive enige om.
I det selskab er der brug for briterne. Vi må håbe, at de stemmer ”bliv”. Trods alt.