Skæbnesøndag for Europa

Trump-effekt kan afgøre østrigsk valg og italiensk folkeafstemning

Når italienerne og østrigerne i morgen går til stemmeurnerne for henholdsvis at stemme om en forfatningsreform og vælge en ny præsident, vil begge valg blive fulgt med nervøs spænding i de andre europæiske hovedstæder. Efter at briterne i sommer stemte for at forlade EU, har det ikke skortet på bekymrede advarsler om, hvad morgendagens valg kan udløse af yderligere livstruende rystelser, som nogle endda mener vil ende med at sende det europæiske samarbejde på historiens mødding.

Siden Brexit-afstemningen har amerikanerne valgt ny præsident, og ligesom i Stor-britannien blev resultatet anderledes end forudset af eksperterne og establishmentet. I Italien og Østrig er alles øjne derfor nu rettet mod den såkaldte Trump-effekt. Det vil sige, at Donald Trumps overrumplende valgkamp, der var domineret af et aggressivt opgør med magteliten og et populistisk fokus på globaliseringens og indvandringens konsekvenser i USA, også vil give populistiske kræfter vind i sejlene i Europa i morgen.

I Italien er det komikeren Beppe Grillos Femstjernebevægelse, der har ført an i kampen for et nej til den forfatningsreform, som skal gøre det notorisk bureaukratiske og politisk kaotiske Italien – et land med 63 regeringer på 70 år – nemmere at regere. Det kan ingen jo reelt være imod. Men i protestbevægelsens øjne er premierminister Matteo Renzi bare ude på at styrke sin egen magt ved at stække Senatets beføjelser, så et nej i morgen er i dens øjne et opgør mod en korrupt elite. Grillo har kaldt Trumps sejr for en triumf over den intellektuelle elite, og efter et nej satser hans bevægelse ikke blot på Renzis afgang, men også på et italiensk farvel til euroen.

Alt tyder da også på, at Renzi i morgen kan lide samme skæbne som David Cameron i Storbritannien. Nemlig at han må trække sig efter at have tabt en folkeafstemning, som kaster den i forvejen kriseramte Europæiske Union ud i en endnu mere uoverskuelig misere. Og ligesom Cameron vil Renzi kun have sig selv at takke for det. For den forfængelige Renzi begik den store brøler at forbinde sin egen politiske skæbne med afstemningen, og også han må nu sande, at folkeafstemninger giver vælgerne en enestående chance til at fælde dom over magthaverne.

I Østrig håber den partiløse Alexander Van der Bellen, der vandt forårets valg med et mulehårs forspring, at Trumps overraskende sejr har chokeret vælgerne, så de i stor stil stemmer på ham for at forhindre det første højrepopulistiske statsoverhoved i Vest-europa. Det EU-kritiske Frihedspartiets næstformand, Norbert Hofer, står nemlig til en snæver sejr og har hverken lagt skjul på sin beundring for Trump eller undladt at gøre brug af amerikanerens injurierende metoder.

Uanset resultaterne på søndag må politikerne blive bedre til at lytte til vælgerne, for populismen har for alvor bidt sig fast uden at levere nogen rationelle løsningsforslag på de store udfordringer, Europa står med.