Leder: Danmark har verdens formentlig bedste uddannelsessystem. I hvert fald når det angår støtten til de unge. Kvaliteten af en lang række uddannelser er dalende, mens støtten til de studerende vokser.
Det er uholdbart. Det er gratis at tage en uddannelse, fordi alle uddannelser finansieres over skatten, og dertil kommer, at Statens Uddannelsesstøtte – SU’en – er i særklasse høj herhjemme. Hvis man er udeboende og tager en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, kan man få knap 6000 kroner om måneden før skat. Og er man hjemmeboende og fyldt 18 år kan man få godt 2500 kroner om måneden før skat.
Det system findes ikke bedre eller mere generøst i verden. I mange lande kæmper de unge med, at de dels skal betale for at gå på for eksempel universitetet, dels selv må skaffe penge til at bo og leve for, mens de studerer.
Det danske system er fremragende. Det har været med til at sikre, at befolkningen er blandt klodens mest veluddannede.
Men systemet har også sine svagheder. Den største er, at det er blevet en voksende belastning for de offentlige finanser. På bare 10 år fra 2006 til 2016 er antallet af studerende herhjemme vokset fra 315.000 til 486.000. Den politiske ambition om, at flere skal i gymnasiet og flere tage en videregående uddannelse, er lykkedes. Men det koster. Udgiften til SU er vokset fra 10 til 20 milliarder kroner, og en tredjedel af de penge går til unge på ungdomsuddannelser, heraf rigtig mange gymnasieelever.
De bor næsten alle hjemme hos deres forældre, og det er ikke for ingenting, at deres SU er blevet døbt ”café-penge”. Men skal staten, det offentlige, vi alle, betale penge til unge mennesker, der i den grad ville have godt af at lære at tjene deres lommepenge selv?
Svaret er nej. Her bør sparekniven skære helt ind til benet. Dels fordi der er penge at spare, dels fordi det er rigtigt.
Unge skal lære at arbejde. SU’en passiviserer dem på et tidspunkt, hvor de kan og vil have godt af at yde en indsats. Det gør mange heldigvis også, men langtfra alle. Og når de som hjemmeboende gymnasieelever eller elever på andre ungdomsuddannelser som hovedregel ikke har andre udgifter end til tøj og fornøjelser, er SU’en med til at skævvride deres samfundssyn.
Staten skal ikke være en alfader, der betaler til alle. Mon ikke en beskæring af SU’ens café-penge vil sende mange unge gymnasieelever ud på jagt efter arbejde, og mon ikke det også vil bidrage til at skabe lidt af den vækst i samfundet, der er brug for? Først og fremmest vil det helt sikkert lære langt flere, at det er både godt og nødvendigt at kunne klare sig selv.