I går, efter 17 timers forhandlinger i den hviderussiske hovedstad, Minsk, kunne stats- og regeringslederne for Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig præsentere, hvad der i bedste fald må betegnes som en skrøbelig aftale om våbenhvile i det østlige Ukraine. I en konflikt, hvor kampene mellem ukrainske tropper og russiskstøttede separatister siden april sidste år har kostet mere end 5300 mennesker livet, er selv så beskeden en aftale en positiv udvikling.
Fra et vestligt ståsted er det oplagt at forundres over den russiske præsident, Vladimir Putins, manglende vilje til at strække sig længere. For hvad er Ruslands interesse i verdenssamfundets fortsatte økonomiske sanktioner, der presser en i forvejen trængt økonomi og det russiske folks levevilkår? Og er Putin med sin koldkrigeriske tilgang til forhandlingerne ikke bare med til at give Vesten en anledning til i endnu højere grad at støtte Ukraine, i sidste ende med våben, som USA's præsident, Barack Obama, har luftet tanken om?
Problemet er bare, at et vestligt rationale ikke kan overføres direkte til russiske forhold. For Rusland er Ukraine ikke kun et naboland, men en integreret kulturel og historisk del af russisk identitet og selvforståelse. Når Ukraine i stigende grad orienterer sig mod EU og Vesten, bliver det ikke kun betragtet som en potentiel sikkerhedsrisiko, men i lige så høj grad som en udfordring af Ruslands selvopfattelse som stormagt. At en relativt stor russisk-orienteret befolkningsgruppe i det østlige Ukraine ikke helt ubegrundet frygtede for en fremtid med færre rettigheder, gav kun Kreml en endnu bedre anledning til at rasle med sablerne og i sidste ende annektere Krim-halvøen.
Skal våbenhvilen derfor have en chance for at udvikle sig til en mere permanent fred, er det afgørende, at EU og USA formår at holde balancen på den tynde diplomatiske line, hvor man ikke overlader ukrainerne til sig selv, men samtidig undgår at give Rusland en anledning til at bryde våbenhvilen. Det er her, man kan håbe, at en overnational myndighed som OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, kan indtage sin tiltænkte rolle som forum for konfliktforebyggelse.
At det ikke bliver let, viser historien. Kulturelt, politisk og geografisk har Rusland til alle tider udfordret vestlig tankegang og realpolitiske handlemuligheder. En kendsgerning, som få har indrammet så præcist som den britiske premierminister Winston Churchill gjorde det i en radiotale i oktober 1939 - samtidig med sovjettroppers indtog i Polen:
”Jeg kan ikke forudse Ruslands handlinger. Rusland er en gåde, svøbt i et mysterie inde i et enigma. Men måske er der en nøgle. Den nøgle er Ruslands egne interesser.”
mr