Den rige del af verden skal tænke sig rigtig godt om med sin hjælp til den fattige del. For i mange tilfælde virker hjælpen ikke. Nogle gange forværrer hjælpen endda problemerne. Det fremgår af et anfægtende notat om den internationale bistandshjælp i skrøbelige lande, som Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, har udsendt i maj, og som netop er kommet frem.
Forskerne Lars Engberg-Pedersen og Adam Moe Fejerskov rejser flere alvorlige spørgsmål. Har udviklingsbistanden til Afghanistan øget produktionen af narkotika, selvom hensigten var den modsatte? Ender bistandsmidler til Somalia i piraternes lommer og fører til endnu mere pirateri? Og spreder konflikter sig, fordi donorlande i eksempelvis Afghanistan vil have bistand til de uroprovinser, hvor de selv har soldater? Hvormed de fredelige områder lærer, at vold giver penge?
Der findes ingen klar definition på, hvad et skrøbeligt land er, ud over at det er "lavindkomstlande under et særligt pres". Det mener Verdensbanken, som har udpeget 40-50 stater til kategorien. Hvad der gør et land skrøbeligt, er imidlertid meget forskelligt. I nogle tilfælde er det krig, i andre tilfælde mangel på stærke statsinstitutioner.
I andre lande igen er statsmagten tværtimod alt for stærk og underkuer befolkningen. Ifølge nyere dansk bistandspolitik skal den danske udviklingsbistand samtænkes med mulighederne for at fremme demokrati og menneskerettigheder, men den linje advarer forskerne direkte imod i krigsførende lande. Bistand til skrøbelige stater kræver modsat, at støtten forvaltes "fleksibelt og uafhængigt af krav om, at modtagerne skal opføre sig i overensstemmelse med danske værdier", skriver de.
Endelig mener de, at det slet ikke giver mening at give u-landsbistand til visse lande. Noget tyder på, at op til en tredjedel af støtten til Afghanistan ender i vestlige rådgiveres lommer. En anden tredjedel aner den afghanske regering ikke, hvad der er sket med. I det hele taget er det meget svært at måle, om indsatsen med de store milliardbeløb virker.
Det må man prøve at få bedre dokumentation for. Men svaret er ikke, som Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, mener, at vi så må helt droppe bistanden i Afghanistan og bruge pengene på endnu mere militær for at nedkæmpe Taleban.
For inden sortsynet dækker alt, så husk på, at det tager lang tid at vende udviklingen i krigsførende lande. Hvad der i dag ser ud til at virke dårligt, vil måske alligevel vise sig at gavne om 15 år. Det er for tidligt at dømme Vestens indsats ude. Men der kan være god grund til at tænke bedre over, hvordan vi bruger midlerne, både de økonomiske og militære.
hhh